Iskold Nivard sikrede sejren
Vincennes er i gang med sit forårsmeeting og lørdag eftermiddag vandtes Prix du Bois de Vincennes med en samlet præmiesum på 90.000 Euro af Ampia Mede SM efter iskold kørsel af Franck Nivard.

Det var tydeligt at Nivard havde taktikken klar med Fabrice Souloy-trænede Ampia Mede SM (Ganymede). Nivard sad roligt i feltet, mens der foran blev byttet positioner af bl.a. Brillant Madrik, Express Jet, Fire Cracker og ikke mindst genopstandne Cleangame med Jean Michel Bazire, der fra 25 meters tillæg blev tidligt kørt frem, da tempoet de første 1800 meter ikke var særligt højt.
Det var Fire Cracker med Eric Raffin, der for alvor satte fart på feltet og gled til spids med 1000 meter tilbage. Den fik hurtigt Cleangame over sig og de to fjernede sig lidt fra feltet.
Og hvad med Ampia Mede SM?
Ja, Nivard blev fortsat siddende roligt i feltet, og han vurderede situationen rigtigt.
Feltet fik kontakt med de to udbrydere rundt i opløbssvinget, og med 280 meter tilbage satte Nivard sit angreb ind.
Cleangame var da førende – Fire Cracker havde meldt pas, – og snart var det Cleangame og Ampia Mede SM det udelukkende stod mellem.
20 meter før mål havde den italienskfødte hoppe overtaget og kunne vinde med hoved og hals i 1.13.0/2850 m – præmie 40.500 Euro, mens Cleangame besatte andenpladsen i 1.12.4/2875 m.
På tredjepladsen en forbedret Gu d’Heripre med Jean Philippe Monclin i 1.13.2, og på fjerdepladsen Tomas Malmqvist-trænede Calle Crown med David Thomain i 1.13.4.
Der var 7.200 Euro i præmie til Calle Crown, der undervejs sad som femte i feltet – faldt lidt tilbage på en syvendeplads, men kom igen og leverede en fin afslutning.