TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ingen succes for Jensen, Dahlgaard og Mønster

af | 30. aug 2018 | Nyheder

Ingen af de fire dansktrænede heste, der i aftes forsøgte at kvalificere sig til start i enten Norsk Trav Derby eller Norsk Hoppe Derby, klarede cuttet.

3 Thai Highway slutter på en fjerdeplads og er ude af Norsk Trav Derby

Thai Highway (Dream Vacation) med Flemming Jensen var tættest på, idet parret sluttede på fjerdepladsen i en åben Derbyprøve i tiden 1.15,3a/2600 meter, mens Global Unreal (S J’s Caviar) sluttede uplaceret efter galop i en Hoppe Derbyprøve.

-Thai Highway fik ryg på den førende, men da vi gik ind på opløbet, havde han ikke flere kræfter, mens Global Unreal galoperede fra start og så var der ikke mere at gøre. Hun gik ellers fint efter galop og virkede fin på dagen, siger Flemming Jensen.

Quality Fighter med Jan Dahlgaard fik et hårdt løb undervejs, og havde heller ikke heldet med sig opløbet, hvor den ikke fik angrebsplads. Quality Fighter sluttede på en femteplads i 1.15.7a/2600 m.

Knud Mønsters, No Soup for You med Geir Mikkelsen satte sine chancer over styr ved en startgalop og sluttede uplaceret i 1.17.8a/2600 m.

Zelov, der tidligere var i træning hos Marc Bæk Nielsen, vandt en åben prøve i 1.15.5a/2600 m med Åsbjørn Tengsareid, mens den tidligere Morten Juul-trænede Handsome Hank, også med Åsbjørn Tengsareid var nummer to i løbet med Thai Highway i 1.15.2a/2600 m.

Hos hopperne vandt Take a Selfie, der er født og opvokset hos Gunner Christiansen i Biersted i 1.14.1a/2100 m og er nu klar til Hoppe Derby.

Derimod klarede Cecilie Halbak, der er opdrættet af Bjarne Fyenbo ikke cuttet, idet den sluttede på en tredjeplads i sin hoppe-prøve i ny rekord 1.15.1a/2100 m.