Vedligeholdelsen af løbsbanen på Racing Arena Aalborg foreslås lagt om.
Banens bestyrelse diskuterede onsdag den 9. februar et nyt vedligeholdelsesforslag med banens trænerforening, og onsdag den 16. februar diskuteres samme med Hestejerforeningen, hvorefter bestyrelsen færdiggør forslaget på et møde den 24. februar.
Forslaget er ikke udarbejdet på grund af ønsket om besparelse, men af hensyn til de aktive og vedligeholdelse af hele banens område.
Hidtil er løbsbanen vedligeholdt efter denne plan
| Mandag | 8.00-13.00 begrænset vedligehold |
| Tirsdag | 8.00-13.00 begrænset vedligehold |
| Onsdag | 8.00-20.00 fuld vedligehold indtil kl. 14 |
| Torsdag | 8.00-13.00 ingen vedligehold |
| Fredag | 8.00-13.00 begrænset vedligehold |
| Lørdag | 8.00-13.00 fuld vedligehold |
| Søndag | LUKKET |
Og denne plan foreslås ændret således der fremover bliver tre dage med fuld vedligehold – mandag, onsdag og lørdag og desuden bliver tidsrummet udvidet således at der onsdag er fuld vedligehold til kl. 20.00 og lørdag til kl. 15.00.
Til gengæld vil der ikke noget løbende vedligehold tirsdag, torsdag og fredag.
-Vi gør dette for at optimere arbejdstiden for vores banemand Finn M. Lassen og hans personale. Vi har konstateret af banen bruges mest mandag, onsdag og lørdag, hvorfor det giver mening at lave fuld vedligehold på disse tre dage, siger Lars Hellerup banechef på Racing Arena Aalborg.
-Ved at koncentrere træningen til de tre dage, håber vi også at kunne genskabe noget af det sociale ved at være med i vores sport. Det er sjovest og bedst at træne sammen med andre, og samtidig giver dette os basis for at tage en snak med staldcaféen om at lave aftensmad om onsdagen og frokost om lørdagen til de der er inde og træne.
-Banen vil hver dag være gjort klar til træning for de heste der er opstaldet på banen, men tirsdag, torsdag og fredag vedligeholdes den altså ikke.
-Ved at ændre på dette tidsskema, frigør vi banepersonalet til at vedligeholde andre dele af vort anlæg – vi dækker trods 18 HA, og snart kræver galopbanen også sit vedligehold, siger Lars Hellerup.
Lars Hellerup kan også oplyse, at Aalborgbanen i 2021 havde et overskud alene på driften på 350.000 kroner.
-Vi er blevet beskåret 5% i tilskud fra DTGU for 2022 – det er en udfordring, men vi er fortrøstningsfulde og mener at vi nok skal tjene pengene ind på anden vis. Vi er til stadighed i kontakt med nye sponsorer – nogen kommer- andre går, men vi forventer at kunne dække det mindskede tilskud ind og helst også mere til, siger Lars Hellerup.
