Stor dag for opdrætteren, Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow, hvis opdræt vandt fire sejre ud af fem løb.

Vel har Niels Jørgen Jensen vundet større løb som opdrætter end Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, men denne lørdag – den 25. juni 2022 – vil alligevel være en stor mærkedag for den nordjyske opdrætter.
Seks af Niels Jørgen Jensens Shadow-opdræt var til start på Jydsk Væddeløbsbane – to af dem i samme løb – nemlig i hovedløbet, så teoretisk var det muligt med fem sejre.
Sådan gik det ikke helt, men det blev til sejre til fire Shadow-heste.
I Jydsk 4-årings Grand Prix sejrede Gonnabe Shadow (Farifant) i 1.15.1/1800 m, mens Golddigger Shadow (Andover Hall) besatte en fjerdeplads i 1.15.3.
De placeringer gav hhv. 184.500 kroner og 2.250 kroner i præmier.
Forinden havde Chilli Mie Pircherts Google Shadow (Farifant) med Michael Lønborg vundet en sikker sejr i 1.15.4a/1800 m – præmie 15.000 kr. og efter Grand Prix vandt yderligere Houdini Shadow (Lindy Lane) med Gordon Dahl i 1.17.7a/1800 m og så satte Carina Shadow (The Liquidator) med Niels Knudsen punktum med sejr i sidste løb i 1.16.9a/1800 m – præmie 3.500 kr.
Det var kun Hill Shadow (Broad Bahn) med Birger Jørgensen, der svigtede ved at galopere.