Måske ændres Traverbanevej – vejen bag den store tribune på Charlottenlund Travbane – til en 2- minus 1 vej, og så er det slut med parkering i begge vejsider.
Efter beboere i området har ønsket en fartbegrænsning på Traverbanevej og efterfølgende dialog med Gentofte Kommune, overvejer kommunen nu at gøre Traverbanevej til en ”2 minus 1 vej” – det vil sige, at der kun vil være et spor at køre i, men det vil være muligt for to køretøjer at passere hinanden.
Det, der gør vejen mere tryg at færdes på, er, at kantbanerne er ekstra brede, så der er bedre plads til cyklister og fodgængere. Kantbanerne kan også bruges som vigeareal, når to biler møder hinanden, men bilisten vil skulle sænke hastigheden, hvis der er bløde trafikanter på kantbanen,” forklarer Marianne Foldberg Steffensen, der er leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet på direktoratets hjemmeside.
Bliver beslutningen endelig vil det skabe store problemer for den påtænkte Åby-model på Charlottenlund Travbane, hvor hestetransporter skal ankomme af Traverbanevej.
Også for dagens publikum vil en 2 minus 1-vej skabe problemer, for når parkeringen bag den store tribune er fyldt op på løbsdage, parkeres der på Traverbanevej – og det bliver umuligt på en 2 minus 1-vej!