TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ingen panik hos Jeppe Juel

af | Nyheder

Forud for mandagens lunchløb på Racing Arena Aalborg havde vi på denne side udråbt hjemmebanetræner Jeppe Juel som hovedpersonen via bl.a. programmets vindertip i tre af fem løb. Men sådan gik det ikke.

Caviar blev slettet op til løbene, og de øvrige tre galopperede på det vanskelige underlag.

Jeppe Juel (Hesselborg Foto)

”Ja, man må sige, at jeg ikke tog hovedrollen, men sådan går det jo. Mine heste kunne ikke finde sig til rette på banen, og Caviar valgte jeg at slette af samme årsag. Han har haft mange problemer undervejs i karrieren, så jeg ville ganske enkelt ikke risikere noget”, fortæller Jeppe Juel.

Med tre sejre i 42 starter ligger Jeppe Juel en del under sit sædvanlige niveau efter godt en måned af sæsonen afviklet, men der er ingen panik i det nordjyske.

”Nej, slet ikke. Jeg kender mine heste og min egen formåen, så vi kommer naturligvis igen for fuld styrke”.

Du har slet ingen egentrænede heste til start lørdag aften på hjemmebanen. Handler det også om risikoen for et svært underlag?

”Nej. På lørdag var der ingen løb, der passede til de af vores heste, der er startklare. Men vi har kig på flere andre løb i den kommende uge, hvor det passer bedre, så vi melder igen på mandag”, forklarer Jeppe Juel videre.

Og så er der nyt om Hoppe Derbyvinderen fra 2017 Bikini, der skuffede i sin sæsondebut. ”Hun bliver gået igennem i morgen faktisk. Og dér tager vi nok beslutning om fremtiden – altså om hun fortsat skal matches mod starter, eller det er avlsboksen, der venter”.