TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ingen løb med amatørkuske i de næste fire uger

af | Nyheder

Efter den nye begrænsning i Forsamlingsforbuddet på 10 personer, er det slut med amatørløb på de danske væddeløbsbaner fra til den 22. november

Dansk Hestevæddeløb/Dansk Travsports Centralforbund har udsendt nedestående omkring amatørløb

Der afvikles ingen travløb med deltagelse af amatørkuske fra mandag 26. oktober og frem til søndag 22. november. Udskrevne amatørløb søges i stedet afviklet med professionelle kuske. Det meddeler DTC og Sport & Udvikling.

Bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund (DTC) har her til eftermiddag drøftet med Sport & Udvikling, hvordan travsporten skal forholde sig til sænkelsen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 personer.

Det nye forsamlingsforbud gør det nemlig umuligt at afvikle løb med deltagelse af amatørkuske. DTC har dog besluttet, at de amatørløb, der allerede er udskrevet, i videst muligt omfang gennemføres med professionelle kuske.

Da forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder fra på mandag, er det derfor nødvendigt at foretage ændringer for de to løbsdage i næste uge, hvortil der allerede er skrevet til start. De aktive skal også være opmærksom på ændringer til de løbsdage, hvortil der skal startmeldes i næste uge.

Ændringerne til de løbsdage, hvortil der er skrevet til start, er som følger:

Skive Trav mandag 26. oktober: De to amatørløb, 8. og 9. løb, afvikles som planlagt, men udelukkende med professionelle kuske. Da det planlagte dobbelt-arrangement dermed aflyses, vil løbene bliver fremrykket, så de starter henholdsvis kl. 19.08 (8. løb) og kl. 19.26 (9. løb).

Amatørtrænere, der har hest(e) til start i de to opgør, skal senest mandag kl. 11.00 give Sport & Udvikling besked om, hvilke professionelle kuske de ønsker at anvende – alternativt om hesten(e) skal slettes. Såfremt man ikke ønsker sin hest(e) til start, vil en sletning IKKE medføre anmeldelsesforbud.

Nykøbing Falster Trav torsdag 29. oktober: De tre amatørløb, 6. – 8. løb, afvikles som planlagt, men udelukkende med professionelle kuske. Da det planlagte dobbelt-arrangement dermed aflyses, vil løbene bliver fremrykket, så de starter henholdsvis kl. 18.34 (6. løb), 18.52 (7. løb) og 19.10 (8. løb).

Amatørtrænere, der har hest(e) til start i et af de tre opgør, skal senest tirsdag kl. 11.00 give Dennis Stenbæk, Nyk F. Trav, besked om, hvilke professionelle kuske de ønsker at anvende – alternativt om hesten(e) skal slettes. Såfremt man ikke ønsker sin hest(e) til start, vil en sletning IKKE medføre anmeldelsesforbud.

Ændringerne til de løbsdage, hvortil der skrives til start mandag og tirsdag i næste uge, er som følger:

Fyens Væddeløbsbane fredag 30. oktober: Det planlagte dobbelt-arrangement udgår. Amatørløbet (propositionsnummer nr. 10) ændres til et løb forbeholdt B-trænede heste kørt af professionelle. Det udskrevne montéløb (propositionsnummer 11) udgår. Formløbet for amatører (propositionsnummer 12) ændres til et formløb kørt af professionelle.

Bornholms Brand Park lørdag 31. oktober (startmelding mandag 26. oktober): Samtlige udskrevne løb afvikles, men udelukkende med deltagelse af professionelle kuske. Løbsdagens starttidspunkt ændres fra kl. 10.00 til kl. 12.55, så professionelle kuske fra resten af landet får mulighed for at nå frem til Bornholm.

Dette set-up med ændret starttidspunkt (kl. 12.55) og professionelle kuske på besøg vil også gælde for den sidste løbsdag på Bornholm i denne sæson, lørdag 7. november.  

Charlottenlund Travbane søndag 1. november (startmelding tirsdag 27. oktober): Det planlagte dobbelt-arrangement udgår. Amatørløb (propositionsnummer 10) udgår, og amatørhandicap (propositionsnummer 11) køres med professionelle kuske.

Ungdomsløb kan komme på tale

Endelig meddeler Sport & Udvikling, at man i løbet af den kommende tirsdag vil komme med en udmelding på, hvordan propositionerne kommer til at se ud for perioden frem til 22. november.

Sportssekretariatet vil blandt andet se på muligheden for at lave sportsdage forbeholdt amatørkuske med en alder op til 21 år. Sådanne dage kan sandsynligvis være mulige at afvikle, da udøvere af amatøridræt med en alder på 21 år eller derunder er omfattet af forsamlingsforbuddet på 50 personer.