TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ingen ekstraordinær generalforsamling på Lunden

af | Nyheder

Der bliver alligevel ingen ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab mandag den 16. december, idet der ikke er opbakning til den i bestyrelsen.

Hvis man tænker cirkus og Lunden i samme tanke, så er man ikke helt galt på den.

Samarbejdet i bestyrelsen i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, er nærmest ikke eksisterende, og der er gravet grøfter så dybe, at bestyrelsesarbejdet er lammet.

Vi har tidligere meddelt, at der skulle være en ekstraordinær generalforsamling samt datoen for denne – baseret på oplysninger fra bestyrelsesmedlem Anders Lou Hendriksen.

I dag blev det kendt, at den ekstraordinære generalforsamling ikke kan iværksættes, idet der ikke er den nødvendige opbakning til det i banens bestyrelse.

For at kunne træffe en beslutning i Det Danske Travselskabs bestyrelse, skal der være fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer til stede.

Nu er et planlagt møde aflyst, da formanden Pål Tung ikke ønsker at tage stilling til den ekstraordinære generalforsamling.

-Da Anders Hendriksen kontaktede mig efter medlemsmødet og ønskede en ekstraordinær generalforsamling, fortalte jeg ham, at jeg ikke ville modsætte mig det, siger Pål Tung til Travservice.dk.

-Jeg syntes ikke, at det var nogen god ide, men er vidende om, at Anders Hendriksen har arbejdet videre med planlægningen af den ekstraordinære generalforsamling.

-Jeg har modtaget forslag til dagsorden på mail, og skulle i dag give mine bemærkninger til den, da jeg for at vide, at et andet bestyrelsesmedlem, Jesper Nielsen på Travet.dk har aflyst generalforsamlingen med den begrundelse, at jeg som formand samt næstformanden ikke ville gå ind for den ekstraordinære generalforsamling..

-Den ekstraordinære generalforsamling er således aflyst, og det har jeg taget til efterretning, siger Pål Tung, der ikke ønsker at komme nærmere ind på om han som formand, kunne gå ind og sætte en dagsorden for at få gennemført den ønskede ekstraordinær generalforsamling og bringe ro i bestyrelsen.

De tre bestyrelsesmedlemmer, der ønskede en ekstraordinær generalforsamling, var Anders Hendriksen, Jesper Nielsen og René Ravn.

Desuden består bestyrelsen af Pål Tung som formand og Jørgen Sthelis som næstformand.

I sidste uge meddelte Jørgen Sthelis Travservice.dk pr. mail, at han ikke stillede sit mandat til rådighed på en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Man kan derfor undres over, hvorfor denne ekstraordinære generalforsamling så aflyses helt.