Ingen Don Fanucci Zet i Prix de Belgique
Elitloppvinderen Don Fanucci Zet har fået feber og kommer ikke til start i søndagens Prix de Belgique.
Den svenske træner Daniel Redén har slettet såvel Don Fanucci Zet som Missle Hill fra anmeldelseslisten til søndagens Prix de Belgique – det sidste kvalifikationsløb til Prix d’Amerique.
Don Fanucci Zet står med feber og det er endnu et åbent spørgsmål om Daniel Redén vil forsøge at få den gjort klar til Prix d’Amerique.
-Det afgør jeg i løbet af nogle dage, siger Redén til Kanal 75.
Til søndagens Prix de Belgique ville Redén have haft et kuskeproblem, idet Ôrjan Kihlström er udelukket, og der gives ikke dispensation til Gruppe II-løb som Prix de Belgique.
Missle Hill, der var foran Don Fanucci Zet i Prix de Bourgogne, var også anmeldt til Prix de Belgique, men er også taget ud – den er næste gang meldt på Vincennes i Prix du Luxembourg, der traditionen tro køres lørdag i Prix d’Amerique-weekenden.