TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Indbrud på JVB

af | Nyheder

Lillian Uglebjerg og Birger Jørgensen har haft ubudne gæster i stalden på Jydsk Væddeløbsbane, som har udøvet omfattende hærværk.

-Det skete for 14 dage siden, men jeg har ikke været derude igen før i går, hvor jeg brugte 11 timer på at rydde op, gøre rent og male, siger Lillian Uglebjerg til Travservice.dk.

Lillian Uglebjerg har haft ubudne gæster i stalden.

-Jeg havde 1½ kasse øl og ½ kasse sodavand stående, som de har drukket og smidt dåserne overalt. Derudover er der blevet skrevet på væggen i kammeret og sofaen er blevet ødelagt.

-Jeg havde også to piske hængende, der er blevet klippet i små stykker og så har de – undskyld udtrykket – pisset i de fleste af boksene.

-Birger Jørgensen havde også besøg i samme omgang og han har aflåst døren til sit kammer, men den har de brudt op og lavet tilsvarende ballade.

-Både banen og jeg selv har anmeldt sagen til politiet, men de siger, at de ikke kan gøre noget før de bliver taget på fersk gerning, og det kommer næppe til at ske.

-Natten til i går havde de været der igen og hærget et af toiletterne, hvor de bl.a. har stjålet et spejl – og i efterårsferien sidste år havde Kaj Jensen det samme problem – dengang raserede de også jockeyrummet.

-Der lå cigaretskod alle vegne, så jeg er ret sikker på, at det er nogle unge drenge, måske i alderen 14-18 år, der har været på besøg, men det er jo svært at gøre noget ved det her og nu.

-Det opslag, som jeg i går lagde ud på Facebook har jeg kun lagt ud i gruppen for Viby J, som er det område, hvor Jydsk Væddeløbsbane ligger. Ikke fordi jeg regner med, at de bliver fanget, men mere for at skabe lidt opmærksomhed, så der måske er en forælder eller to, som bliver lidt mere opmærksom på, hvad deres unge mennesker går og laver om aftenen.