TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Imponerende træningsarbejde

af | Nyheder

Den tidligere Opdrætningsløbsvinder Eightdaysaweek har fået humøret tilbage og choksejrede i Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation.

Opløbet i dagens 4. løb på Jydsk Væddeløbsbane, Århus Stiftstidende Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation, vil blive husket meget længe for en fantastisk afslutning af Eightdaysaweek (Muscles Yankee) med Kasper K. Andersen, der ind på opløbet sad næstsidst – langt efter den førende Epic.

Feltet går ind på opløbet og Eightdaysaweek med Kasper K. Andersen (hvid køredragt) sidder næstsidst. Screendump fra Fast Track.

Men så trak Kasper K. det norske hovedlag og SÅ gik det stærkt for Eightdaysaweek, der nærmest i “overlydsfart” kom flyvende helt ude ved rækværket og på de sidste meter gik forbi Epic til sikker sejr i tiden 1.16,5a/2360 meter.

En oddsbombe til næsten 38 gange pengene!

Men Eightdaysaweek havde heller ikke tjent en krone de sidste fire starter og stod med en tredjeplads som bedste resultat i 3- og 4-årssæsonen.

Det var tydeligt, at Michael Lønborg bag den førende Epic blev meget overrasket over pludselig at se Kasper K. Andersen på de sidste meter.

En fem-stjernet præstation af Derbyvinderen Stand And Delivers lillebror, der for nylig blev solgt til storhesteejerne Frank Kjelde og Niels Thomsen, som iflg. et interview med Travet.dk lagde deres “konfirmationspenge” sammen for at investere i Eightdaysaweek!

Glæde i vindercirklen efter den overraskende sejr. Niels Thomsen, Frank Kjelde og Kasper K. Andersen sammen med Eightdaysaweek. Foto: Ole Hindby

-Jeg må indrømme, at da Frank Kjelde ringede og spurgte, om jeg ville være med på en halvpart, kunne jeg ikke rigtig se perspektivet i dag, sagde Niels Thomsen til Fast Track efter sejren.

-Indtil 100 meter før mål troede jeg ikke på det; jeg havde ikke set, det var den, der kom ude i banen – jeg troede det var Michael Lønborg – men fy for s….!

Niels Thomsen roste Frank Kjelde for hans træningsarbejde med Eightdaysaweek, men den driftige heste- og ejendomshandler måtte da også indrømme, at sejren kom som et chock for ham, selvom Kjelde inden løbet – mest i spøg – havde sagt til Vagn Honum, at “den vinder i dag”!

-Alle ved, at Peter Rudbecks heste er fantastisk godt trænet og i fin form, og den kom også i fantastisk fin forfatning, men det jeg følte den manglede, var humør, så det har hjulpet med lidt anderledes træning, sagde Frank Kjelde, som har størsteparten af sine heste i træning hos Morten Juul, men der ér altså få undtagelser.

Foto: Ole Hindby

-Han har gået ude i døgndrift sammen med nogle hopper og fået lov til at være kejser. Når jeg har kørt med ham i skoven, render han og skriger og hyler, så jeg kunne godt fornemme, at han var ved at få humøret tilbage.

I sulkyen bag Eightdaysaweek sad for første gang Kasper K. Andersen, som var meget imponerede over den reaktion han fik, da han trak vattet i opløbssvinget.

-Da jeg trak i vatudtrækssnoren gik det stærkt. Der er ikke særlig mange, jeg har siddet bag, der har gledet afsted i sådan en fart! fastslog den rutinerende catchdriver.

-Jeg troede faktisk chancen var en lille smulie spildt på bagerste langside. Der var utrolig store problemer og v kom til at sidde langt tilbage, men da jeg trak “klapperne” (det norske hovedlag, red.) skete der virkelig noget.

-Det er altid en fordel når der er blevet gjort det der forarbejde, og man så bare skal ha’ gjort de småjusteringer for at få effekten på det. Og jeg kan da også forstå, hvis de ikke har trukket propperne før i travløb, for den blive lige ambitiøs nok.