Trods en stor startfejl og tredje spor rundt i sidste sving kunne Enforalle P med Flemming Jensen alligevel vinde V64-1 på Jägersro tirsdag aften.
Det så ikke ud til at det skulle kunne lade sig gøre for Enforalle P (Ens Snapshot) med Flemming Jensen at nå frem til sejr efter den havde galoperet fra start.
Fremme i spids sad en anden dansktrænet hest, Elephant med Steen Juul og dette par dirigerede løbets tempo – 1.12.8/500 m og 1.16.5/1000 m.
Enforalle P, der denne gang startede uden sko, sad længe som sidste hest i feltet, men på sidste langside indledte Flemming Jensen jagten på førergruppen.
ATGs tidsangivelse på TV-skærmen viste 1.11-fart for førende Elephant rundt i opløbssvinget, hvor Enforalle P kæmpede sig fremad ude i tredje spor.
Ned gennem opløbet så det ud til at vinderen skulle blive dansk, men de fleste ville nok holde på, at det ville være Elephant, der klarede at holde sig foran til målstregen.
Det lykkedes imidlertid Enforalle P at fange konkurrenten – men der måtte målfoto til.

Begge fik noteret 1.15.2/2140 m.
Der var 35.000 SEK i førstepræmie – det halve i andenpræmie.
Stene Juul fik endnu en andenplads med hjem.
Det var med Champions Peak i 10. løb – også her var der 17.500 SEK i præmie.
I alt hentede de dansktrænede heste 97.000 SEK tirsdag aften på Jägersro.
