TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ildsjæle bag DM

af | Nyheder

Der er ligger et stort frivilligt arbejde bag DM for travamatørkuske, som lørdag eftermiddag afvikles på Nykøbing F Travbane.

De kommer fra hele landet for at være med til at kæmpe om titlen, Danmarksmester for travamatørkuske, men for at denne konkurrence i det hele taget er blevet en realitet er det foregået et stort frivilligt arbejde af medlemmerne i den lokale hesteejerforening.

-Vi fik overdraget opgaven af FDT, og i Travklubbens bestyrelse så vi DM som en fantastisk mulighed for at sætte Nykøbing F Travbane og travsporten på landkortet, siger Torben Nygaard, formand for Nykøbing F Travklub.

-Rygterne om vor død har jo floreret gennem de seneste år – der var ingen – heller ikke vi selv, der vidste om der fortsat ville være en travbane på Falster. Mange tror desværre stadig, at vi er lukket på grund af de mange negative skriverier, der har været i forhold til lukningstruslen, som vi levede med i mange år, siger Torben Nygaard videre.

-Med afviklingen af DM vil vi gerne give vort bidrag til at vise travsporten frem på bedste vis, og vi har markedsført løbsdagen intensivt i lokalområdet.

Overalt er der reklameret for arrangementet på kommunens pyloner, travsportens egne medier har velvilligt skrevet en masse om DM arrangementet og i vores lokalradio kører der spots og på Folketidende.dk er der bannerreklamer.

-Vores Travklub har også været meget aktive i forhold til at fortælle om arrangementet på de sociale medier, så vi ser med spænding frem til løbsdagen, siger Torben Nygaard.

Heidi og Torben Nygaard har samnen med bestyrelsesmedlemmerne i Travklubben lavet et stort stykke arbejde. Foto Kim Gudmand

Guldborgsund Kommune, der ved andre lejligheder har bakket op omkring travbanen, er hovedsponsor for DM-dagen.

-Vi er stolte over, at vores borgmester John Brædder har afset tid til at besøge travbanen.

-Efter 1. løb løb holder han en kort tale samtidig med at vi præsenterer DM deltagerne.

-Efter 7. løb vil han overrække pokaler til den nye Danmarksmester og nr. 2 og 3, siger Torben Nygaard videre.

Og det er netop velvillige sponsorer, der har gjort det muligt at markedsføre DM-dagen lokalt.

-Travklubbens bestyrelsesmedlemmer har skaffet 16 kuskesponsorer, 4 løbssponsorer og en hovedsponsor i form af Guldborgsund Kommune og med sponsorindtægterne i baglommen havde vi fundamentet for ekstraordinære initiativer på plads, siger Torben Nygaard.

-Vi håber på at mange vil lægge vejen forbi travbanen i morgen, og vi har da også tænkt på publikum, idet der er gratis is til børn, gratis ponyridning, tilbud på franske hotdogs til 10 kroner og endvidere er der en publikumskonkurrence om flotte præmier på basis af en annonce i de lokale aviser, der også giver gratis entre.

-DM-deltagerne vil vi sørger for dagen igennem, således de får en god oplevelse, og om aftenen er der arrangeret DM-fest på Kikko Bar, hvortil cirka 100 har tilmeldt sig.

-Det bliver sikkert en lang og hård dag, men jeg tror og håber også, at det bliver en rigtig god dag for travsporten, slutter Torben Nygaard.

17 steder på Falster har Guldborgsund Kommune etableret sådanne reklame-pyloner, og her er der gjort opmærksom på DM-dagen på travbanen. Foto Heidi Nygaard