Første start i en ny måned giver sejr til Axel Jacobsens Il Contante!
Tirsdag aften vandt Il Contante (Ready Cash) med Jörgen Sjunnesson en sikker sejr i kvalifikationsløbet til Summer Meeting Copenhagen på Charlottenlund Travbane i Derbyweekenden.
Dermed har Il Contante for tredje gang i træk vundet sin første start i en ny måned.
Det startede den 2. juni, derefter den 4. juli og nu den 6. august – ind i mellem er det blevet til to tredjepladser, så holder denne statistik, så ser det ud til at en tredjeplads venter på Il Contante i næste start!
Il Contante, der er opdrættet af Peter Simoni, vandt tirsdag for Jörgen Sjunnesson i ny rekord 1.12.7a/2140 m – præmie 35.000 SEK – på andenpladsen kom danskejede, L’Amiral SJS med Joakim Løvgren i 1.13.0 – præmie 17.500 SEK.
Il Contante tegnede sig for den største præmie af de otte dansktrænede heste, der tirsdag var til start på Jägersro – de tjente tilsammen 91.000 SEK.
Steffen Christiansen jagtede en plads i finalen i det store amatørløb, KG Bertmarks Minde med en førstepræmie på 150.000 SEK på den svenske Derbydag.
Christiansen havde lånt Marc Bæk Nielsen-trænede Bring me Money, men parret klarede akkurat IKKE cuttet i en utroligt spændende opløb, hvor fire heste var næsten side om side over mål.
Bring Me Money og Steffen Christiansen besatte tredjepladsen – en mulespids fra den andenplads, der havde givet adgang til finalen!
Svend Dyhrberg har sin bedste sæson i flere år og vandt med egentrænede Last Joke (Joke Face) i 1.13.3/2160 m – præmie 35.000 SEK.
Det var Dyhrbergs femte sejr i år i 63 starter – i hele 2023 blev det også til fem sejre – så det kører godt for den dansk/svenske træner.