TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ikke den store tiltro til Bold Eagle

af | Nyheder

Ejerkredsen bag fransk travsports mest vindende aktive traver, Bold Eagle jagter indtjeningsrekorden som Timoko indehaver.

Bold Eagle – karrieren synger på sidste vers
Foto Gerard Forni.

43.115 Euro mangler Bold Eagle i at blive alle tiders mest vindende franske travhest.

Og derfor starter den 9-årige hingst fortsat i løbene.

5.006.731 Euro har Timoko indløbet og det gør den til indehaver af den eftertragtede titel – Bold Eagle har foreløbig indtjent 4.963.617 Euro.

I eftermiddag er Bold Eagle med Eric Raffin til start på banen i Caen, hvor man kører Prix des Ducs Normandie over 2450 m volte og med en samlet præmiesum på 110.000 Euro.

Førstepræmien er alene på 49.500 Euro – og det kan bringe Bold Eagle forbi Timoko.

I fjor var Bold Eagle nummer to i dette løb til nu afdøde Aubrion du Gers med Jean Michel Bazire.

I år har Jean Michel Bazire med ret stor sandsynlighed også vinderen af løbet, idet han starter Cleangame, der har vundet sine syv sidste starter og er skyhøj favorit.

I Paris-Turf har samtlige 22 aviser, der giver tips til dagens Quintet-løb (for der er Quintet – 5+ i dette løb) Cleangame som favorit. Blot fire har Bold Eagle som nummer to, 9 har den som nummer tre og 6 som nummer fire.

Earl Simon med Franck Ouvrie, Bugsy Malone med Yoann Lebourgeois og Enino du Pommereux med Matthieu Abrivard er hestene, der nævnes mest efter Cleangame.

Løbet køres som 1. løb på Caen klokken 13.55.

DanToto har spil til hele løbsdagen på Caen – også til spilleformen 5+ (Quintet), hvor man skal finde de fem første heste i rigtig rækkefølge over mål.