TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Igen dansk sejr i Frankrig

af | 16. okt 2019 | Nyheder

Også tirsdag kunne en dansk hesteejer glæde sig over en sejr i Europas største land for hestevæddeløb.

Søndag Jesni Holdings Amazing Dynamite. Mandag Team Juels Onceforall Face – og tirsdag Light Valley Studs Tribhuvan!

Tre dage i træk har danske hesteejere kunnet glæde sig over at deres heste har sejret i Frankrig.

Modsat søndagen og mandagens vindere er tirsdagens en galophest, den 3-årige Tribhuvan, der redet af Vincent Cheminaud sejrede sikkert på banen i Chantilly.

Og der var gode penge i den sejr.

Førstepræmien alene var på 27.500 Euro, men desuden udbetales i Frankrig en ejerbonus, hvis hesten er franskfødt, og den var i dette tilfælde på 14.850 Euro!

Tribhuvan vandt således i alt 42.350 Euro – eller omkring 315.000 kroner ved sejren.

Bernt Dahls Light Valley Stud ejer Tribhuvan sammen med to franskmænd. Den trænes af Henri Pantall og i juli startede man hesten i det svenske derby på Jägersro.

Her sluttede Tribhuvan uplaceret efter offensiv ridning.

Tilbage i Frankrig har den nu startet tre gange siden, og det er blevet til 2 sejre og en 1 fjerdeplads – i de tre løb er det i præmier og bonus tilsammen blevet til 65.450 Euro – eller en lille halv million kroner!

Tribhuvan er i øvrigt også navnet på lufthavnen i Nepal.