TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

I anledning af…2

af | Nyheder

Kenn Erik Bech fortsætter sin historiske gennemgang af Charlottenlund Travbanes historie i anledning af banens 125 års Jubilæum. Vi er nået til 1928.

Forment besøg

Den 12. august 1928 afholdtes det første internationale mesterskab i Lunden, en forløber for nutidens Copenhagen Cup. Og hvilket løb blev det ikke. Med deltagelse af Europas næstbedste hest, – efter franske Uranie, Guy Bacon med Charlie Mills, mod den hjemlige stjerne, amerikansk fødte Harrison Dillon, blev der løbet så hurtigt som aldrig før på banen. Guy Bacon vandt begge heats 20,7 og 19,4.

Charlie Mills med Walter Dear

Charlie Mills med Walter Dear

I 1931 og 1932 var Charlie Mills tilbage, nu med Europa-stjernen Walter Dear, der vandt begge de to gange Internationalt Mesterskab.

Forud for 40-årsjubilæet i 1931 afgik sekretær Hugo Jørgensen ved døden. Ny mand i chefstolen var sønnen Helge Marks-Jørgensen samtidig med, at Aage Ulrich blev ansat. Ulrich blev senere Marks-Jørgensens afløser. Sekretariatet flyttede fra Fælledvej 25 til Aaboulevarden 31.

På Lunden blev der i 1934 afsat midler fra selskabet til Dansk Travsports Alderdomshjem ved staldene, og da der kom S-tog til Charlottenlund var det signalet til en god fremgang i tilskuerantallet dette år.

Allerede i 1938-39 diskuterede man omlægning af banen til venstrekørsel og en ny stor tribune. 2. verdenskrig kom i vejen, og dette blev først en realitet i 1955. Samme år stiftedes Opdrætterforeningen og DTS købtes den første villa, af flere, på Skjoldhøj Alle i Charlottenlund. Kønsdiskrimineringen i selskabet ophørte, da kvinderne i 1941 endelig lov til at blive medlem.

Krigen ingen hindring for trav i København

Trods svære vilkår under 2. verdenskrig gennemførtes travløbene, men publikum mødte fint frem, krigens skygge blev fortrængt på travbanen. Tilskuerantallet ved derbyet i 1944 blev anslået til hele 30.000. 50-års jubilæet i 1941 blev der ikke gjort meget ud af, men der var dog en reception i selskabets lokaler i Åboulevarden og festmiddag på Skydebanen. Samme år havde banen på en løbsdag besøg af kongen, Chr. d. 10. Dengang var der noget oftere besøg af de kongelige end nu.

Otto Halling

Otto Halling

I 1942 blev den nye formand, Otto Halling, efter Johs. Ulrich, og samme år var der premiere på et målfotoanlæg.

Også i året 1942 stiftedes Dansk Travsports Centralforbund, hvor de nu fire danske travbaner var repræsenteret. Allerede i 1936 var de første centrale organisationer blevet dannet, det var Dansk Travsport Delegeretmøde, en forløber for DTC.

Formand for DTC blev Leo Frederiksen, bestyrelsesmedlem i DTS, og også formand for Dansk Idrætsforbund og manden bag oprettelsen af Dansk Tipstjeneste i 1949. DTS-chefen i Lunden, Helge Marks-Jørgensen, blev den første generalsekretær i DTC, og i stedet blev Aage Ulrich ny direktør, eller sekretær, som han insisterede på forsat at blive tituleret. Aage Ulrich var manden bag det næste store løb på banen. Det var i 1957, 40.000 kr. i præmiesum, og hvor Charlie Mills kom tilbage med den franske verdenstraver Gelinotte.

Den nye tribune

Endelig, ved den 13. ekstraordinære generalforsamling, d. 13. oktober 1953, blev tribune-projektet godkendt, og den 30. maj 1955 kom indvielsen af den kæmpestore jernbetonkolos.

Det blev et dyrt anlæg, meget dyrere end, hvis det var blev bygget i 1939-40, men til gengæld fik man de mest moderne og nyeste indretninger og konstruktioner med.

Samme dag gik man over til venstrekørsel. Forinden havde den første startvogn i Norden haft premiere på banen.

Nogle år senere kom der en lystavle med oddsindikator på inderkredsen, det var i 1959, og i 1966 kom der et TV-anlæg, så dommerne, og snart også publikum, kunne gense løbene

Robert Hove blev ny formand i 1954 for DTS, da Otto Halling døde. Hove blev senere fældet ved en dramatisk generalforsamling i DTS i 1962, hvorefter Kurt Parnam sad et et halvt år på posten, indtil Arne Guttermann overtog. Guttermann døde i 1970, ny formand blev Ib Thyregod, til 1985, derefter blev det Poul Rørsgaard. Rørsgaard blev væltet ved et mistillidsvotum i 1993, og Erik Juellund blev herefter arbejdende bestyrelsesformand.lunden-derby2013

Aage Ulrichs sekretær/direktør-periode sluttede i 1967, efter 36 år som ansat i DTS, hvorefter Carl Andersen overtog direktørposten. Han var startet hos DTS allerede i 1946, og sammen med især sportsansvarlige C. C. Junge, blev det for Carl Andersen og Lunden en gylden tid. I 1987 forsatte Carl Andersen som direktør for Travsportens Centralforbund indtil 1996. Siden Carl Andersens afgang har der været mange forskellige personer i direktørstolen hos DTS, omkring 15 navne er det blevet til hidtil på næsten 20 år.

Sporten i top

På den sportslige front skete der også noget i perioden efter 1950. Højdepunkter var verdensstjernen Gelinotte’s sejr i Internationalt Mesterskab i 1957, ligesom den norske stjerne Jens Protectors sejr i samme løb i 1959. Det største højdepunkt kom i 1964, da Internationalt Mesterskab, endnu ikke benævnt Copenhagen Cup blev vundet af Gerhard Krüger med Elaine Rodney i ny verdensrekord, 15,4 over 2040 meter.

I 1971 kom en barsk totolov med afgiftsprocenter på op til 40 procent.

Men heldigvis blev statsafgiften igen lidt sænket i 1974. Og nu kom der virkelig en ny guldalder, en relativt kort opblomstring af travsporten generelt og på Charlottenlund. Tarok-æraen begyndte.

Tarok og Laursen-æraen

En ny helt ny baneomlægning var kommet til i 1976.

Efter Taroks strålende derbysejr blev banen lukket i tre uger.

Bare ét af flere nye tiltag.Tarok-DR

Travguderne havde sendt en rød hingst fra Laursens Stald Kima ved Skive til travsporten.

Søndag den 26. september 1976 blev på alle måder en fantastisk væddeløbsdag og sporten oplevede en almen interesse fra hele det øvrige samfund de følgende år, der var enestående i nyere tid.

Den søndag i september slog Tarok og Jørn Laursen på den nyanlagte bane den ellers uovervindelige svensk-amerikanske hest Wiretapper med Søren Nordin, og satte ny europæisk rekord. Avisen Politikens lystavle på Rådhuspladsen var euforisk i sit ordvalg af denne præstation.

Lunden havde nogle gode år.

Ideal du Gazeau vinder Copenhagen Cup foran My Nevele med Walther Kaiser-Hansen

Ideal du Gazeau vinder Copenhagen Cup foran My Nevele med Walther Kaiser-Hansen

Masser af trænere var der på Lunden på de tidspunkt, omkring 30, og den gamle championtræner Walther Kaiser-Hansen gav publikum, med sin sidste stjerne, My Nevele, sammen med Tarok, publikum mange spændende dueller. Lunden tiltrak, og fra Fyn og Jylland kom trænerne Preb. Kjærsgaard og Steen Juul, der sammen med de lokale Axel Jacobsen og Max Nielsen, satte sig dominerende på sejrslisten i adskillige år.

De mindre trænere fik det nu svært.

Ved 100 års jubilæet i 1991 var der kun 12 trænere tilbage.

Da Tarok pludselig døde i 1981, midt i hele succesen, gik det nedad bakke med travinteressen og omsætning de kommende år.

Forsøget med et landsdækkende V6-spil mislykkedes og Dansk Tipstjeneste lukkede spillet ned efter 21 måneder.

Dan Toto blev banernes nye spilleselskab og flere nye indskudsboder kom til plus et forsøg med V65.

Men Lunden fik store økonomiske problemer.

Helt galt gik den 30. november 1994, hvor DTS gik i betalingsstandsning. Selskabet var i restance for 2 mio. kr. til hesteejerne, og var ved at lide rentedøden med en oparbejdet gæld på 50 mio. kr.

Men heldigvis fik Lunden ophævet sin betalingsstandsning og hesteejerne fik deres penge det følgende år.

En stor del af staldterrænet blev solgt fra for at betale noget af den store gæld.

Mange højdepunkter

På det sportslige område er der mange højdepunkter.

Dilli Hanover med Steen Juul. Foto Burt Seeger

Dilli Hanover med Steen Juul. Foto Burt Seeger

En af dem var på en kold januardag i 80’erne, da Dilli Hanover med Steen Juul satte verdensrekord med tiden 13,5.

De fleste Copenhagen Cup-løb var sportslige perler.

Og derbyet. Ja, hver og en derbyvinder har skrevet sig ind i travhistorien for altid, både hest, kusk/træner. Luk øjnene og tænk tilbage. Indenfor de sidste 50 års derbyvindere.

Foruden Tarok og Jørn Laursens flotte derbysejr var der også Laursens tre andre populære derbysejre, Vixi Bird, Duvil og Macon.

Og tænk på hopperne, der vandt derby: Karina Axworthy, Ritha Lyngholm, Spathrine C og Patricia Garbo.

Og Ejnar Vogt og Indus’ suveræne sejre, og hvad med Rudolf Le Anns derbysejr, en af Steen Juuls mange derbysejre. 2014-vinderen Tumble Dust står i frisk erindring, for slet ikke at snakke om 2015-derbyvinderen.

Winston Sisa med Jan Dahlgaard   var total overkegen vinder af Dans Trav Dervy 20915 i ny verdensrekord 1.13.2. Foto: Martin Timm Holmstav

Winston Sisa med Jan Dahlgaard var total overlegen vinder af Dansk Trav Derby 2015 i ny verdensrekord 1.13.2. Foto: Martin Timm Holmstav

Winston Sisas præstation her, med Jan Dahlgaard, vil heller aldrig blive glemt.

Vindertiden 1.13.2a/3000 m var verdenstrekord.

I 2014 afholdt Lunden det bedste betalte hestevæddeløb i Danmark nogensinde. Førstepræmien var på 1.865.125 kr., mens sidste præmietager “nøjes” med 149.210 kr. Det var UET Master Trot-finalen, og her måtte favoritterne, Timoko og Commander Crowe, bøje sig for Ed You og Torbjørn Jansson.

Regnen silede ned, og det gik ud over besøgstallet, men omsætningen nåede dog godt 8 mio. kr.

I 2015 blev der igen sat verdensrekord i Lunden, da Robert Bi med Robin Bakker vandt Copenhagen Cup foran Maven med Johnny Takter i fantastiske 1.10.0a/2011 meter.

Robert Bi (udv.) vinder Copenhagen Cup 2015 foran Maven i verdensrekordtiden 1.10.0a/2011 m.

Robert Bi (udv.) vinder Copenhagen Cup 2015 foran Maven i verdensrekordtiden 1.10.0a/2011 m.

Championater

I 125 år har kuskene kørt om de forskellige kategorier af championater.

Steen Juul - Lundens all time ubestridte trænerchampion med foreløbig 26. championater.

Steen Juul – Lundens all time ubestridte trænerchampion med foreløbig 26. championater.

I 2015 vandt træner Steen Juul sit 26. championat-  ordet imponerende virker lidt tamt!

NJ. Koster vandt 24 championater, her forstås championater sammenlagt på Lunden og Amager.

Walther Kaiser-Hansen opnåede 13 championater, mens Mark Ingdam tog 10 championater.

Joe May tog sig af mindst ni championater, mindst fordi han måske har vundet flere inden 1895, hvor man begyndte at føre kuskestatistik. Sofus Sørensen endte på otte championater.

Den næste i rækken af trænerchampionater er  Axel Jacobsen, der blev champion seks gange som professionel og én gang som amatør.

Hos amatørerne er der i de 125 år, der er gået, vundet flest championater af Jens Jensen, otte ialt.

Jens Jensen var omdiskuteret som amatørkusk, og blev da også efterfølgende professionel med base på andre baner.

Helt tilbage i de første år var det A. T. Bording, der kunne bryste sig med fem hele championater plus tre “halve”, da han sluttede med samme antal sejre som H. Chr. Silcowitz-Hansen.

C.L. Müller fik syv amatørchampionater, mens den nuværende træner Kenneth Nielsen har vundet seks amatørchampionater. Erik Madsen og Carl Jørgensen vandt begge fem amatørtitler, mens Svend Aage Jensen, Jan Tünow, Julius Pajoncek og Julius Høybye alle vandt fire gange.

På jockeysiden er det aktuelt Kasper K. Andersen, der har vundet fem gange ud af de sidste seks år.

-Ja, det var et tilbageblik over Lundens historie – men hvad med fremtiden:

Det skriver Kenn-Erik Bech om i morgen.