TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

I år ville han ikke dele

af | 21. sep 2018 | Nyheder

I fjor måtte den lokale amatørkusk Emil D. Mæhlisen med Uno Gardenia dele sejren i ATAKs Fødseldagsløb med Flemming Degn med US Flying, men årets udgave der blev kørt fredag eftermiddag, var sejren helt og aldeles Mæhlisen og Uno Gardenias.

Favoritterne gjorde sig ud til bens ved galop, og det åbnede muligheden for en overraskelse, der kom i form af Uno Gardenia (Ens Snapshot) med Emil D. Mæhlisen.

I fjor løb parret dødt løb i ATAKs Fødseldagsløb med US Flying og Flemming Degn, men i år, var der ingen sejr, der skulle deles.

Uno Gardenia med Emil D. Mæhlisen vinder ATAKs Fødseldagsløb. Foto Ole Hindby

Uno Gardenia vandt sikkert foran Sisse Elmegård med Rene K. Hansen og Giggs Boko med Mads Henriksen. Giggs Boko gik i øvrigt meget imponerende efter en meget stor startfejl.

For Uno Gardenia var det årets første sejr og den kom i syvende start. Vindertiden var 1.17.0/2360 m og førstepræmien ikke mindre end 40.000 kroner. Vinderodds var 12,35.

At formen var ved at være i zenit har Uno Gardenia i øvrigt vist i de sidste par starter, hvor den har været nummer to begge gange.

Det var i øvrigt også Emil D. Mæhlisens første sejr i år – i det 13. forsøg.

Der blev gået til sagen af amatørkuskene i dette løb og ikke færre end fem af deltagerne fik bøder.

Topscorer på den front blev Erik Grove, der fik i alt 1.600 kroner – 800 kroner for som førende ikke at befinde sig i indersporet samt 800 kroner for ureglementeret drivning, der også kastede en udelukkelse på 20 dage af sig.

Emil D. Mæhlisen og Rene K. Hansen fik begge 400 kroner for ikke at holde bane i opløbet, Thomas Demant Andersen 400 kroner for ikke at føre feltet korrekt op og endelig 100 kroner i bøde til Steffen Christiansen for ej at være på plads ved præsentationen.

Hele familien var på plads da Emil D. Mæhlisen skulle hædres efter sejren i ATAKS Fødselsdagsløb. Foto Ole Hindby