TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvor længe skal danske spillere holdes i uvidenhed!

af | Nyheder

Dagens største overraskelse på Charlottenlund Travbane var den 7-årige hoppe, Aronia, der sejrede for Max Nielsen til 25 gange pengene og i ny rekord 1.12.3a/1600 m. Men for træneren Ilona Larsson var det ingen overraskelse.

Uden sko leverede svenske Aronia med Max Nielsen sin hidtil bedste præstation i karrieren. Foto Burt Seeger

Der er danske storspillere, der har valgt danske travløb fra som spilleobjekter, fordi man i dansk travsport ikke opgiver, hvilke sko en hest starter med – eller hvilken sulky, der køres i.

Kun på de dage, hvor der er V75-spil, oplyses det.

Men det burde være en selvfølgelighed, at disse oplysninger var til spillernes rådighed – også på alle andre løbsdage.

Nødvendigheden af dette blev tydeligt illustreret i 5. løb på Lunden fredag eftermiddag, hvor den upåagtede Aronia med Max Nielsen kunne føre fra start til mål og vinde i ny rekord 1.12.3a/1600 m og til 25 gange pengene.

-Jeg troede på en chance, for i dag havde vi taget skoene af hende, fortalte træneren og opdrætteren Ilona Larsson i sejrsinterviewet på Derby25 Live.

Aronia stillede til start med en resultatrække, der indeholdt en 8. plads i de sidste fem starter, så den var svær at kigge ud.

Men hvis man nu havde fået oplysningen om, at Aronia i dag startede uden sko – og derefter tjekkede hendes resultater på Svensk Travsport, så kunne man se, at hoppen blot én gang tidligere havde startet uden sko, og da satte hun rekord 1.13.0a/1640 m – næsten på dagen for et år siden!

Det koster selvfølgelig at havde manpower til at indhente og administrere oplysningerne om sko og vogn, men har dansk travsport råd til at lade være?