Alle mener, at Bold Eagle fortsætter sin sejrsparade og vinder Grand Prix de France på Vincennes i eftermiddag. Og spørgsmålet er vel også nærmere! Hvor hurtigt løber Bold Eagle?
Efter opvisningen i Grand Prix d’Amerique, hvor Bold Eagle sejrede i ny løbsrekord 1..11.4/2700 m er forventningerne til en ny rekordpræstation fra Ready Cash-sønnen store hos travsportsinteresserede over hele verden.
Banerekorden på Vincennes, som indehaves af Kool du Caux og sat, da den vandt Prix de France i 2007 i 1.09.8, står får fald.
Dengang var det i øvrigt også Franck Nivard, der sad i sulkyen.
Vejret er mildt i Paris i dag – 7-8 grader, men der loves regn i timen op til løbet, der køres klokken 16.20.
Bold Eagle er allerede nu spillet helt i bund til odds 1.40, og kun sidste års vinder Timoko med Björn Goop er desuden spillet til under 10 gange pengene. Timoko står til 8.40 i odds.
-Skal vi have en chance for at slå Bold Eagle, så er det på 2100 meter auto i dag, siger Richard Westerink, der melder Timoko i fineste form.
-Men Bold Eagle er en bedre hest end Timoko, så jeg tror , at vi vinder igen, siger Bold Eagles træner Sebastian Guarato.
Der er 16 startmeldte heste, men på twitter meldte Fabrice Souloy i aftes ud, at hans 9 Un Mec d’Heripire ikke starter.
Fra Prix d’Amerique er der ikke færre end 10 gengangere i eftermiddagens storløb.
De tre første heste over mål er der – Bold Eagle, Timoko og Oasis Bi.
Interessant skal det blive at følge norske Lionel med Ôrjan Kihlström, der galoperede sine chancer vok i starten i Prix d’Amerique.
Kihlström er i øvrigt en af løbets fire kuske, der har vundet løbet to gange.
Franck Nivard overgår dem dog, idet han har vundet tre gange.
Udover med Kool du Caux har han vundet to gange med faderen til Bold Eagle, Ready Cash.
Vinder Bold Eagle i eftermiddag er det 16. gang vinderen af Prix d’Amerique også vinder Prix de France samme år!