TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvor er visionen..?

af | Nyheder

PRESSEMEDDELELSE fra Foreningen af Danske Travamatører, FDT

Fredag d. 2. oktober 2015

Hvor er visionen..??

Foreningen af Danske Travamatører, FDT er som alle andre inden for sporten bekymret for fremtidsudsigterne for dansk hestevæddeløb.

Baggrunden for den aktuelle krisestemning er Folketingets vedtagelse af en ændret fordeling af de såkaldte tips- og lottomidler, der betyder, at hestesporten mister i omkredsen af 1/3 af driftstilskud-det over de kommende få år.talerstolen

FDT anerkender, at denne nye situation kalder på handling fra sportens ledelse. Imidlertid stiller FDT sig meget kritisk over for Dansk Hestevæddeløbs indstilling til HFF, at banelukninger kan løse sportens aktuelle problemer.

Som enhver anden sportsgren består travsporten af både en top og en bredde. Inden for travsporten repræsenteres bredden i høj grad af de mange amatører, der ved siden af en civil karriere lægger et kæmpe arbejde med dyrene til gavn og glæde for sporten.

Dertil kommer, at de selvsamme amatører er med til at skabe fødekæden til travsportens top og dermed den mere professionelle side af sporten.

Begrebet ”uden bredde ingen top” er kendt inden for alle former for sport, men måske har det endnu mere substans inden for lige præcis hestesporten.

FDT er af den klare holdning, at banelukninger vil medføre markant nedgang i hestematerialet og særligt i de områder, der jf. Dansk Hestevæddeløbs indstilling ikke længere vil have en lokal bane. Det kan risikere at handle om en ganske stor procentdel af hestebestanden, og hvor er så grundlaget for at videreføre sporten.

Er grundlaget for sporten ikke længere til stede, betyder det mindre, om fremtiden bygger på et samarbejde med de nordiske spilleselskaber, eller om vi også fremadrettet skal indstille os på en sport baseret på det nuværende begrænsede økonomiske fundament.

Med andre ord efterlyser FDT en langsigtet og klar vision for dansk travsport, og som bygger på dialogen mellem alle sportens aktører og interessenter.

Vi efterlyser også klare signaler fra den professionelle del af sporten, der på mange måder er afhængige af netop den store bredde. De er om nogen truet på deres levebrød.

Sportens aktører på alle niveauer må altså løfte i flok i bestræbelserne på at danne visionen for sporten, såfremt kulturinstitutionen Dansk Travsport også skal bestå i fremtiden.

FDT er klar til at tage medansvar. Men det kræver viljen til involvering og medinddragelse fra sportens politiske organer.