FDT efterlyser svar fra landets professionelle travkuske om, hvem der er villigere til at afstå fra sit honorar for at køre en hest i løb, men fortsat modtage procenter.
På nogle af landets væddeløbsbaner mangler der heste i løbene, og rundt om står hestene hos amatørerne, der imidlertid ikke er meget for også at skulle betale en professionel kusk for at køre sin formløbshest i løb.
De 10% af præmien er Ok, mener man, men man vil gerne slippe for det faste honorar for at kusken hopper i sulkyen bag en amatørtrænet hest.
For nylig gik trænerformanden Kaj Westergaard ud og meddelte, at hans medlemmer ville tage køreturene gratis – og kun modtage procenter af en præmie.
Imidlertid havde Westergaard ikke 100% opbakning blandt sine medlemmer, og derfor beder FDT nu de professionelle travkuske om at melde sig.
Hvordan det skal ske, kan ses på nedenstående pressemeddelelse, som FDT har sendt til os:
Opfordring fra FDT til alle professionelle travkuske i Danmark.
Vil I være så venlige, at svare ja eller nej, og jeres navn, på en mail eller sms til Jørgen B. Pedersen, senest fredag den 6.november.
Vi ønsker belyst hvilke trænere der ønsker at køre nogle enkelte løb for amatørerne, uden at tage penge for opsidning. Det er KUN i løb med 5.000 kr. eller derunder i 1.præmie, og selvfølgelig kun såfremt I, i forvejen er til stede på den aktuelle bane.
Kigger man i propositionerne, er det som oftest kun ét enkelt løb på hver løbsdag det drejer sig om. I vil stadig kunne tage de 10% + moms af indkørt præmie. Aftalerne stopper automatisk, den dag, hvor amatørerne, selv må køre igen.
Det er et frit land, som vi lever i, så dette er op til hver enkelt om de vil hjælpe amatørerne en lille smule i disse, for dem, så hårde tider.
Vi har tænkt at lave en liste på FDT´s hjemmeside i weekenden, med navn på de professionelle, der vil ”nøjes” med procenterne, i løbene med en 1. præmie på op til 5.000 kr.
Det er ikke alle, der ønsker at starte deres heste, når de ikke selv må køre dem. Men for dem der gerne vil have deres formløbere startet, er det en dyr fornøjelse, med 200 kr. i baneafgift, transportudgifter, 250 – 375 kr. for opsidning samt % til kusken. Dette i løb, hvor en 4.plads på max 750kr., faktisk vil give underskud!
Vi er i en tid hvor jeg synes, at det er vigtigt, at vi alle hjælper til, med at holde hjulene i gang.
Med denne lille hjælp fra jer, som meget vel kan være hjælp til selvhjælp, kan jeres velvilje godt betyde meget på længere sigt.
Vi er efterhånden ved at være presset på hestematerialet, og skal dette ikke blive værre, på den anden side af Covid-19, vil det være klædeligt for jer trænere at hjælpe til.
Skriv en mail til Jørgen B. på jbapedersen@outlook.dk eller send en SMS på min mobil 21 46 25 48.
Dette som tidligere skrevet med et ”ja” for at ville hjælpe os.
Husk at skrive jeres navn og evt., også navne på de jockeyer i jeres stald, som vil køre under samme vilkår.
Vi hører også gerne fra jer, som af en eller anden grund, ikke ønsker at blive skrevet på listen. Ellers kan det bare være, at vi kontakter jer senere.