Det spørgsmål har mange nordjyske hestevæddeløbsfolk stillet sig efter det i dag kom frem, at en investorgruppe arbejder med planer om at lave et superstadion på væddeløbsbanens areal.

Det er TV2 Nord og Nordjyske, der i dag fortæller om planerne om et nyt superstadion i Aalborg, der tænkes placeret på væddeløbsbanens areal.
Men hvad så med væddeløbsbanen?
-At der er planer om at lave et stort stadion i Aalborg, er da en god ide. Det har jeg ikke hørt om før nu, siger Henning G. Jensen, formand for Aalborg Væddeløbsforening til travservice.
-Derfor kan jeg heller ikke kommentere på det der er kommet frem, men da det tidligere fra kommunens side har været fremme, at man ønskede væddeløbsbanens område til boligbyggeri, så har vi da foreslået andre steder, hvor væddeløbsbanen kan flyttes hen, siger Henning G. Jensen.
Det er Aalborg Kommune, der ejer hele væddeløbsbanens område med Aalborg Væddeløbsforening som lejer.
I forbindelse med planerne om et nyt stadion på væddeløbsbanens område, der skal være hjemmebane for fodboldklubben AAB, så foreslås det nuværende stadion ombygget til en hal, der skal huse Aalborg Håndbold, der i dag har hjemme i Gigantium.