TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvad fortæller Kulturministeren?

af | Nyheder

I eftermiddag er der åbent samråd om hestevæddeløbssportens finansieringsproblemer i Kulturudvalget. Kulturminister Bertel Haarder skal redegøre for den langsommelige proces, der har været med at finde en løsning.  Du kan følge samrådet direkte på din PC.

Foto Steen Brogård

Foto Steen Brogård

Hvad fortæller Kulturminister Bertel Haarder medlemmerne af Kulturudvalget og ikke mindst de mange tusinder af trav- og galopinteresserede rundt om i Danmark, der længe har ventet på en udmelding om fremtiden for dansk trav og galopsport, når der i eftermiddag klokken 14.30 er Åbent Samråd i Kulturudvalget?

Måske har den udmelding som Dansk Hestevæddeløb kom med i mandags omkring den økonomiske fremtid for sporten overhalet anledningen til samrådet.

Det er nemlig halvanden måned siden socialdemokraten Orla Hav fremsatte ønsket om at få et åbent samråd i Kulturudvalget med Kulturministeren, for at få redegørelse for hvad det er, der forsinker den hurtige afklaring af en ny finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten, til kulturministeren.

I mandags fik vi at vide, at Regeringen nu arbejder med planer om at liberalisere spillelovgivningen omkring spil på heste og at hele området flyttes fra Kulturministeren og over til Skatteministeren!

Så kan vi forvente meget mere end ”en sang fra de varme lande” fra Kulturministeren, der nu ikke har sagen liggende i sit ministerium længere?

Her følger den officielle tekst til samrådet i eftermiddag -. Du kan følge samrådet, der starter klokken 14.30 via dette link – klik her

Åbent samråd om afklaringen af en ny finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten

Kulturudvalget har kaldt kulturminister Bertel Haarder (V) i åbent samråd for at redegøre for, hvad det er, der forsinker den hurtige afklaring af en ny finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten. Samrådet er åbent for alle og afholdes onsdag den 3. februar 2016 kl. 14.30 i vær. 1-133 på Christiansborg.

Udvalget har bl.a. bedt ministeren redegøre for:

– hvad det er, der forsinker den hurtige afklaring af en ny finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten, jf. Kulturudvalgets betænkning over L 23 (folketingsåret 2014-15, 1. samling),
– hvor alle Folketingets partier medvirkede.
– om ministeren er indstillet på en hurtig afklaring af hestevæddeløbssportens vilkår for dermed at forhindre, at tre af banerne for hestevæddeløb i Danmark må lukke.

Dansk Hestevæddeløb har brug for at kunne genetablere forbindelsen mellem spil på heste som kilde til finansieringen af væddeløbsaktiviteter, og det er derfor afgørende, at Dansk Hestevæddeløb får mulighed for indflydelse på at skabe indtægter gennem spil. Er ministeren indstillet på at skabe sådanne rammer, og anerkender ministeren, at hestevæddeløb er en mere end hundredårig kultur, der har en række effekter både beskæftigelsesmæssigt, økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt.