TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvad bringer 2015?

af | Nyheder

I eftermiddag starter den danske hestevæddeløbssæson 2015 med løb på Skive Trav klokken 15.45.

Ja, der er ikke mange dage, der skiller sæson 2014 fra sæson 2015.

I tirsdags afsluttede Falster-banen sæson 2014, og i eftermiddag indledes en ny på Skive Trav.

Det bliver et skelsættende år for dansk trav og galopsport, for inden den 1, juli skal sporten komme op med en ny forretningsplan, der skal sikre hestevæddeløbssportens fremtid i Danmark.

Repræsentanter fra Danske Spil, HFF og Dansk Hestevæddeløb har i nogle måneder arbejdet på et oplæg til sportens nye fremtid – et oplæg, der skal være færdigt inden udgangen af første kvartal.

Herefter skal hestevæddeløbssporten sammen med landets politikere tage stilling til den vej sporten skal udvikles i.

Et fælles nordisk spilleselskab står højt på ønskesedlen hos mange af sportens ledende personer, men det er næppe noget, der kan gennemføres på den korte bane.

Det vil kræve ny lovgivning i de nordiske lande, og den slags tager tid – læs år.

Og hvad med forholdet til Danske Spil?

Personligt tror jeg ikke, at spil på heste i Danmark har nogen større mulighed for at udvikles, hvis man ikke har et ordentligt distributionsnet – og det er hvad Danske Spil har.

Men for at kunne udnytte det maximalt kræver det aktiv handling fra Christiansborg.

Hestespil på alle Danske Spils terminaler og platforme er en politisk beslutning, der skal til for at kunne blive en realitet.

Sker det, så tror jeg, at fremtiden tegner sig lys for dansk trav- og galopsport.

Der er ingen tvivl om, at spil på heste i dag er et nicheprodukt, der med øget tilgængelighed og markedsføring let kan fordobles.

HFF har fået en ny bestyrelse – en professionel bestyrelse med kompetencer på bl.a. spil-området.

Den gamle bestyrelse blev af mange inden for sporten opfattet som en modstander i stedet for en medspiller.

Det bundede for en stor del i den hidtidige formand, Bent Knie Andersens til tider bryske måned at optræde på.

Men sporten har faktisk meget at takke den gamle HFF bestyrelse for.

HFF tog nemlig sit ansvar for sportens generelle udvikling mere seriøst end de af sporten valgte personer og ansatte i hovedorganisationen DTC.

For resten er det vel forkert at bruge udtrykket hovedorganisation om DTC, idet sportens øverste myndighed jo selv har lavet sig om til et ekspeditionskontor – og intet andet.

Det var, hvad man fik ud af at bruge et par millioner på en handlingsplan!

Håbet til fremtiden er, at den nye HFF-bestyrelse i samarbejde med Danske Hestevæddeløb kan finde den helt rigtige forretningsplan for dansk trav- og galopsport.

Velkommen i 2015!