TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hoppe Derbyprøver:  Mønster har gode kort på hånden

af | Nyheder

Dagens hurtigste Hoppe Derbyvinder havde de to Knud Mønster-heste, Go On Gardenia og Ginai på de første pladser.

Go On Gardenia med Knud Mønster henviser staldkammeraten Ginai. Foto Burt Seeger

Knud Mønster har to stærke kort på hånden til Dansk Hoppe Derby om 14 dage i Go On Gardenia (Great Challenger) og Ginai (Repay Merci).

Go on Gardenia har fundet form og stabilitet i rette tid, og efter at have siddet i tredje par udvendigt kom hun i angreb i tredje spor med 650 meter tilbage,

Foran havde Ginai med Mønsters svigersøn, norske Dag Sveinung Dalen i sulkyen, anlagt et godt tempo undervejs – 1.09.4/500 m og 1.13.0/1000 m med Gurli Tinghøj med Jeppe Juel udvendigt,

Og så var det Go On Gardenia kom i angreb på sidste langside.

Indvendigt svarede de op og Go On Gardenia fik tredje spor rundt i opløbssvinget.

Gurli Tinghøj meldte sig ud af legen ind på lige bane, men Ginai strittede godt imod indvendigt, og det var først på de sidste meter, at Go On Gardenia fik overtaget og kunne sejre i 1.12.9a/2000 m – ikke blot en forbedring af hendes egen rekord fra 1.14.7, men det var også rekord for en Hoppe Derbyprøve,

Den gamle rekord havde Flower Dust med 1.13.1 – og den vandt jo efterfølgende Hoppe Derbyet!

Go On Gardenia har for længst etableret sig i toppen af årgangen – det må man sige at Ginai også gjorde med fredagens præstation.

Det var en stærk indsats at holde et jævnt toptempo hele vejen og være med i kampen om sejren!

Også Bo Westergaard har en stærk duo til Hoppe Derby.

Giovanna med Bo Westergaard var suveræn. Foto Burt Seeger

Selv vandt Westergaard med Giovanna (Amaru Boko) i 1.13.4a/2000 m – som han startede for første gang.

Her var Gin Flame (Creatine) med Steen Juul længe førende, men blev blæst over af den slutspurt Giovanna leverede – Gin Flame nummer to i 1.13.9.

Også Bo Westergaards anden vinder, Gabi Kyvsgård (From Above US) med Nicklas Korfitsen vandt sikkert efter at have lagt pres på længe førende Gloria Line (Great Challenger) med Steen Juul, der i øvrigt leverede en bedre præstation end i foregående starter.

Gabi Kyvsgaard nedkæmpede Gloria Line. Foto Burt Seeger

Gabi Kyvsgård vandt i 1.13.8a/2000 m – Gloria Line nummer to i 1.13.9 – Golden CN (Wishing Stone), der her startede for første gang for Flemming Jensen nummer tre i 1.14.1.

Muligheden for at kunne skrive endnu et kapitel i en flot historie om vindere af Dansk Hoppe Derby blev sikret, da Jan Kramers Ginetta (Wishing Stone) med Rene Kjær vandt overlegent i 1.14.2a/2000 m, mens konkurrenterne kæmpede hårdt om de næste pladser.

Andenpladsen klarede Getafe (SJ’s Caviar) med den unge amatør Tobias Jonassen akkurat foran 14:10-favoritten Global Yankee (Muscles Yankee) med Jeppe Juel, der leverede en stærk præstation efter en galop kort efter start – begge i 1.14.7.

Ginetta med Rene Kjær. Foto Burt Seeger

Men med sejren er Ginetta nu klar til at forsøge at gøre såvel moden Sunbeam som mormor, Lexus kunsten efter og vinde Dansk Hoppe Derby.

Efter de fire prøver er følgende nu klar til Dansk Hoppe Derby den 20. august:

Vindere:

Ginetta – Jan Kramer

Giovanna – Bo Westergaard

Go On Gardenia – Knud Mønster

Gabi Kyvsgård – Bo Westergård

Andenheste:

Getafe – Tobias Jonassen

Gin Flame – Steen Juul

Ginai – Knud Mønster

Gloria Line – Steen Juul

Tredjeheste efter pointberegning

Global Yankee – Jeppe Juel

Golden C N – Flemming Jensen

Wild Card efter reglerne

Gonnabe Shadow – Morten Juul

Go On AP – Morten Juul

Og hvem klarede så ikke cuttet af heste, der var spillet til under 10 gange pengene

Gejst, der galoperede i sin første start for Flemming Jensen

Gazelle du Damgård med Nicklas Korfitsen, der galoperede flere gange.

Gloria K med Ken Ecce, der gik træt i spids

Gonnabe Shadow med Birger Jørgensen, der galoperede i fremstød med 1200 meter tilbage. Er dog sikret startret i Hoppe Derby som nummer to i Pointberegningen!

Gurli Tinghøj med Jeppe Juel, der kom til at sidde udvendigt på en oplagt Ginai

Gaby CN med Ken Ecce, der sås med chance i opløbssvinget, men kræfterne rakte ikke til.