Jeppe Juel har haft stor succes med de to halvsøskende Cool Shadow og Dusty Shadow og hun har han sikret sig en lillesøster til dem.

Der er ikke noget at sige til, at Aalborg-træneren Jeppe Juel er glad for afkom efter følhoppen No Comment.
I 2018 blev han nummer to i Dansk Trav Derby med hendes søn, Cool Shadow (Rolling d’Heripre) og i år nummer to i Dansk Hoppe Derby med hendes datter, Dusty Shadow (Andover Hall).
Nu har Jeppe Juel sikret sig derby-toernes lillesøster, Hashtag Shadow (Pine Chip), der er født i år.
-Jeg kan godt lide familien og det er en fin plag – nu skal jeg så se at få samlet et hold, der vil være med på Hashtag Shadow, siger Jeppe Juel.
-Jeg har købt løbsrettighederne til Hashtag Shadow frem til og med 4 års sæson, og så må vi til den tid tage stilling til om hoppen skal tjene en million mere, før hun går i avlen, smiler Jeppe Juel.
Udover Cool Shadow og Dusty Shadow er No Comment også moder til den hurtige 2-åring, Fly High Shadow (Andover Hall) 1.16.0 samt til Avatar Shadow (Pine Chip) 1.14.3 – en helbroder til Hashtag Shadow – der tegnede meget lovende og vandt tre af sine fire første starter, men som siden fik store problemer med skader og måtte aflives.