Hjemmeholdet var bedst
Frankrig vandt to ud af tre UET-championater fredag aften på Vincennes.
Mens det ikke var overraskende at såvel Face Time Bourbon som Dijon vandt hhv. UETs 3 og 5 års Championat, var det mere overraskende af den svenske Villiam med Jorma Kontio kunne tage sig af Grand Prix de l’UET med en førstepræmie på 200.000 Euro.
Villiam, der i fjor satte verdensrekord 1.12.0a/2640 m, da den vandt det svenske Kriterium, havde indtil i aftes ikke levet op til forventningerne i år, hvor den var uden sejr i fire starter og bedst havde to tredjepladser – senest i udtagelsesløbet til UET Grand Prix på Solvalla.
Villiam kom i angreb med 750 meter tilbage på et tidspunkt, hvor to andre svenskere sad i spids – Chianti med Björn Goop, der havde ført fra start og løbets favorit, Who’s Who med ôrjan Kihlström, der efter en hård tur i tredje/fjerde spor rundt i første sving på den lille bane på Vincennes, kom frem i dødens.
Nu kom Villiam, men såvel Chianti som Who’s Who forsvarede sig – med 500 meter tilbage var tempoet 1.11.2.
Ind i opløbet gav Chianti sig først og lidt senere Who’s Who, og det var nu Villiam i spids, men hårdt angrebet af en anden svensker, Mellby Free med Eric Raffin.
Villiam forsvarede sig med held og sejrede foran Mellby Free, begge i 1.11.3a/2100 m, mens franske Earl Simon med Franck Nivard – efter slalomkørsel i opløbet – dukkede op i inderbanen og tog tredjepladsen kort foran Who’s Who, begge i 1.11.7.
De to første heste over mål er begge efter Muscle Hill!!
Der var 400.000 Euro i førstepræmie til Villiam, der gav 14,80 som vinder og 4,20 i plads.
Hos 3-åringerne var Face Time Bourbon (Ready Cash) med Björn Goop som ventet suveræn og vandt sikkert i ny banerekord 1.12.3a/2100 m foran den svenske overraskelse, Holy Time (Pastor Stephen) med Christoffer Eriksson i 1.12.6 – Holy Time trænes af Tomas Malmqvist.
UETs 5 års Championat havde Dijon (Ganymede) med Romain Derieux i spids fra start til mål. Derieux havde held til at dæmpe tempoet meget undervejs, og vindertiden blev derfor blot 1.14.0a/2100 m – inde bagved sad tyske Orlando Jet (Orlando Vici) med Rudolf Haller med masser af kræfter i behold og ledte efter en åbning, der aldrig kom.
Orlando Jet blev nummer to, også i 1.14.0, mens franske Django Riff (Ready Cash) med Yoann Lebourgeois, der sad i dødens undervejs, blev nummer tre i 1.14.1.
Tomas Malmqvist-trænede Calle Crown (Great Challenger) med Björn Goop var til start i rammeprogrammet, hvor den besatte en andenplads i 1.12.4a/2100 m efter den suveræne tysker, Dreambreaker (Offshore Dream) med Jean Michel Bazire, der vandt i 1.12.2.
Calle Crown, der er opdrættet af søstrene Helle og Lene Hjorth, fik 18.750 Euro i præmie.