TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Historisk triumf

af | Nyheder

Arkivfoto: Martin Timm Holmstav

Enestående opvisning af Dontpaytheferryman (Cantab Hall) i Great Challenger Dansk Opdrætningsløb 2017 i ny dansk rekord.

Carsten Bundgaard og Peter Jørgensen var helt euforiske efter “Færgemandens” imponerende sejr, men der VAR også tale om den vel nok største præstation nogensinde af en danskfødt 2-åring.

Det kunne være rigtig sjovt at se Dontpaytheferryman mod de bedste 2-åringer fra Sverige, Italien og Frankrig – ja, måske endda USA – men det kommer næppe til at ske.

Sandsynligheden for at hesten bliver “pakket ned” efter sejren i Dansk Opdrætningsløb, er således stor iflg. Dontpaytheferrymans opdrætter, ejer og træner, Peter Rudbeck.

-Især fordi han var så gal, som han var, så tror jeg han har godt af at hvile sig lidt, sagde Peter Rudbeck bl.a. i sejrsinterviewet med henvisning til Dontpaytheferrymans temperament, der slog gnister i første sving, hvor Birger Jørgensen overtog føringen fra Darwin Ice.

Hurtigt lagde 11:10-favoritten afstand til konkurrenterne, og i ensom majestæt afviklede han de første 500 meter efter 1.12,7.

Birger Jørgensen gjorde hvad han kunne for at dæmpe tempoet – kilometer blev således passeret efter 1.13,3 – men på intet tidspunkt var konkurrenterne bare i nærheden af Dontpaytheferryman.

25 meter foran feltet passerede Færgemanden således målstregen som overlegen vinder i tiden 1.15,5a/2000 meter – ensbetydende med ny dansk rekord, en forbedring på 1/10 sekund af hans egen danske rekord på 15,6 sat på Derbydagen.

Dontpaytheferryman afviklede med andre ord den sidste kilometer i 17-tempo, så man tør næsten ikke tænke på hvad vindertiden var blevet, hvis han havde fået lov til at strække ud …

Damien Shadow og Dumbo kæmpede om andenpladsen, der tilfaldt førstnævnte – begge heste fik noteret tiden 16,6 – mens Diamant Østervang, Destiny og Donna Lupo tog de sidste præmier.

Med sejren i Great Challenger Dansk Opdrætningsløb har Dontpaytheferryman nu tjent 475.000 kroner i seks starter.

-Jeg har aldrig kørt en 2-åring, der har rendt så stærkt den første kilometer. Det var ikke mig, der bestemte – jeg var blind passager, sagde Birger Jørgensen efter sejren.

-Jeg troede vel ikke på, at det kunne lade sig gøre efter den åbning, og jeg håber det var blæsten, der gjorde, at han bare ville væk fra alt og alle.

-Egentlig havde jeg bestemt mig for ikke at åbne alt for meget fra start, men da vi kom op til Bent (Darwin Ice, red.) stak han bare afsted. Jeg håber vi får ham tilbage i normalt temperament.

Peter Rudbeck var også overrasket over Dontpaytheferrymans temperament, men var alligevel imponeret over sin  hest:

-Ja, det var virkelig voldsomt. Han blev for gal i dag, men stod for det alligevel. 13,6 den første kilometer, mener jeg de sagde, og han trak alligevel fra op mod mål, sagde Peter Rudbeck, som dermed fik sin femte sejr i Dansk Opdrætningsløb siden 2007.

-Han skal selvfølgelig ikke ruse sådan afsted som i dag, så det skal vi ha’ lavet lidt om på, men selvom man skal passe på med at tage for store ord i munden, ser det ud til at det nok er den bedste 2-åring vi nogensinde har haft.