TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Historien taler mod Axel

af | 30. okt 2016 | Nyheder

Historien taler mod sejr til derbyvinderen Axel i eftermiddagens Grand Circle 4 års Championat.

Selv om Grand Circle 4 års Championatet er blevet vundet af to Derbyvindere inden for de sidste fire år, nemlig Winston Sisa i fjor og Repay Merci i 2012, så taler historien imod årets Derby-vinder Axel.

I løbets 35-årige historie er det kun lykkedes for otte Derbyvindere at hjemføre sejre i Grand Circle 4 års Championatet.

Nu skal dertil siges, at vi ikke har gennemgået alle startlisterne til GC-løbene siden 1982, hvor det første løb afvikledes, men ser vi bare inden for de sidste 10 år, så er det kun Winston Sisa og Repay Merci der har vundet såvel Dansk Trav Derby som Grand Circle 4 års Championatet.

I perioden har ni ud af ti Derbyvindere (eller senere Derbyvindere, for løbet blev en overgang kørt i juli måned) været til start i Grand Circle 4 års Championatet.

Axel med Rene Kjær  Foto Ole Hindby

Axel med Rene Kjær Foto Ole Hindby

Kan Axel (Love You) med Rene Kjær overvinde historien?

Den har i hvert fald ikke de optimale forudsætninger med startspor 9, indvendigt i anden række, og da Axel ikke just er nogen lynstarter, kan den næppe formå at holde ryg på Alex Trøjborg (Great Challenger) med Christoffer Eriksson, der er Axels hårdeste konkurrent.

Tomas Malmquist-trænede Alex Trøjborg vandt Derbyrevanchen, Aalborg Store Pris, hvor Axel havde en dårlig dag.

Siden har den startet i Grosser Preis von Hamburg, hvor den fik angrebsplads meget sent efter et indvendigt løb, og var ikke så langt efter på en femteplads i ny rekord 1.12.0a/1680 m.

I fjor måtte Axel se sig slået af Aron the Baron i Grand Circle 3 års Championatet.

Aron the Baron (Västerbo Prestige) med Birger Jørgensen er også med i år, men akkurat som Axel  er den havnet i anden række bag startvognen, hvad der forringer dens chancer.

i fjor førte den fra start til mål fra spor 2, mens Axel havde startspor 7.

Andre emner til en topplacering er 4 Albatros (Andover Hall) med Marc Bæk Nielsen, der omsider har fået en ordentlig startplads i årgangsløb samt 3 Armani VP (Carmody Lobell) med Jeppe Juel.

Måske skal man heller ikke glemme 8 A Delicious One (Make it Happen) med Henrik Lønborg samt 10 Amazing Dynamite (Great Challenger) med Ken Ecce – trods startpladserne.

Der er 183.000 kroner i førstepræmie i Dansk Revision Grand Circle 4 års Championat, mens vinderen af Consolation får 30.000 kroner.

Her er 10 A Perfect Torkdahl (Andover Hall) med Steen Juul et godt bud på sejren.

Tidligere på dagen har Steen Juul også en topchance med den gode 2-års hoppe Vanilla Kronos (Muscle Hill).

Baneprogrammet til Skive Trav kan downloades på dette link – klik her