HFF-bestyrelsesmedlem trækker sig
Kurt Damsgaard, der i de sidste 11 år har siddet i HFFs bestyrelse – udpeget af Kulturministeriet – trækker sig fra bestyrelsesarbejdet i protest mod såvel Kulturministeriet som Dansk Spil. Det fremgår af en stort opsat artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
Kurt Damsgaard fremsendte i fredags sin opsigelse til Kulturminister Marianne Jelved med bl.a. denne begrundelse:
– Jeg vil ikke længere stå model til, at bestyrelsen gang på gang bliver sat på mellemhånd af ministeriet… jeg er kommet i tvivl om, hvem der egentlig træffer de beslutninger, som HFF skal agere efter. Er det politikerne, embedsmændene eller Danske Spil? Tvivlen opstår, fordi HFF-bestyrelsen gang på gang bl.a. er blevet forholdt væsentlige informationer, – det drejer sig kort sagt om fortielser, manipulation og magtfordrejning.
Kurt Damsgaard har tidligere kritiseret Danske Spil skarpt omkring indgåelse af TV-kontrakten med F3.