TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hestevæddeløbssporten vender tilbage på landsdækkende tv

af | Nyheder

Dansk Hestevæddeløb har indgået en aftale med TV2, der betyder, at årets tre største løbsdage transmitteres på TV2 Sport.

Efter nogle års fravær kan en stor del af landets tv-seere igen komme til at opleve det absolut bedste, som den danske trav- og galopsport kan byde på.

Dansk Hestevæddeløb har nemlig indgået en aftale med TV2, der betyder, at sportskanalen TV2 Sport sender direkte fra de tre største løbsdage herhjemme.

De tre løbsdage er Copenhagen Cup på Charlottenlund Travbane søndag 16. maj, Dansk Derby på Klampenborg Galopbane søndag 8. august og Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane søndag 29. august.

Om aftalen siger direktør i Dansk Hestevæddeløb, Morten Arnesen, følgende:

»Jeg har længe arbejdet på aftalen og er rigtig glad for, at et af landets stærkeste tv-brands ser hestevæddeløbssporten som en sportsgren, der i kraft af den indbyggede action og banernes flotte scenerier har potentiale til at fange sportskanalens målgruppe. Aftalen er helt klart med til at sikre hestevæddeløbssporten yderligere synliggørelse,« siger han.     

To udsendelser på flow-tv og en via nettet

Såvel Copenhagen Cup som Dansk Derby sendes direkte på TV2 Sport, mens Dansk Trav Derby streames via TV2 Sports hjemmeside.

»Dansk Trav Derby løber sammen med en allerede planlagt transmission fra cykelløbet Vuelta a España, så sendefladen på flow-tv-kanalen var allerede optaget den dag. Så kompromiset blev, at travderbyet placeres på TV2 Sports streamingtjeneste på nettet,« forklarer Morten Arnesen.

Ved alle tre løbsdage stiller TV2 Sport selv et studie op på selve banen, ligesom stationen kommer med egne værter.

»Værterne fra TV2 Sport vil have fokus på at præsentere og introducere kanalens seere for hestevæddeløbssporten ud fra den forudsætning, at seeren ikke har det store forhåndskendskab til enten trav- eller galopsporten. Fast Tracks udsendelse på dagen bliver derimod som den plejer, altså primært henvendt til folk med kendskab til sporten og spillet,« siger Morten Arnesen.   

Håber på forlængelse af aftalen

Aftalen med TV2 gælder i første omgang for 2021, men begge parter har undervejs i forhandlingerne været åbne for på sigt at forlænge aftalen.

»Vi har aftalt, at vi til efteråret tager en dialog om et fortsat samarbejde. Med baggrund i de erfaringer, vi gør os i forbindelse med årets udsendelser, får vi et godt udgangspunkt til at drøfte, om der kan laves ændringer i konceptet, der på sigt kan give tv-seerne en endnu bedre oplevelse af trav- og galopsporten,« siger Morten Arnesen.

(pressemeddelelse fra Dansk Hestevæddeløb)