Dramatik på Halmstad Travet, hvor den 4-årige hoppe Red Passion efter målgang i 2. løb, sparkede Peter Ingves ud af sulkyen, og løb løbsk og løb ind i en bil.
Red Passion, der trænes af Ingemar Bok, sluttede uplaceret i 2. løb på Halmstad Travet ved Lunch-løbet mandag middag, men umiddelbart efter målstregen begyndte hoppen at sparke bagud, og slog kusken Peter Ingves ud af sulkyen.
Ingves blev ramt i såvel brystet som i benet, og blev ført til det lokale sygehus, hvor han er blevet undersøgt.
-Der er ingen tvivl om at min sikkerhedsvest reddede mig, da hoppen sparkede mig i brystet, siger Peter Ingves til Kanal 75. – Mht til benet er jeg blevet røntgenfotograferet, og der er muligvis en lille fraktur, men jeg har særdeles ondt i benet og i hele kroppen.
Værre gik det for Red Passion, der efter at have sparket Peter Ingves ud af sulkyen løb løbsk.
På staldterrænnet løb Red Passion ind i bagenden på en parkeret bil.
Hoppen kom omgående under behandling hos dyrlægen på Halmstad, men skaderne var så alvorlige, at man ville transportere hende til en klinik 40 kilometer fra Halmstad.
Imidlertid viste det sig, at de skader Red Pasison havde pådraget sig, var så alvorlige, at man valgte at aflive hende hos dyrlægen.
Red Passion nåede at starte fem gange. Det blev til to andenpladser, 27.600 SEK og 1.17.1a.