Helt og skurk
Nicklas Korfitzen vandt Peter Hansens Vandrepokal med Batman S H, men blev samtidig udelukket i 12 dage for uregelmenteret drivning.
Det er selvfølgelig aldrig sjovt for en kusk at blive udelukket, men for Nicklas Korfitzens vedkommende får det ingen praktisk betydning, idet han i morgen sætter kursen mod USA og et “sommerferiejob” hos Åke Svanstedt.
-Jeg skal derovre sammen med Hussein Kassir (årets vinder af DM for Jockeyer, red.) og vi skal være hos Svanstedt et par måneder, siger Nicklas Korfitzen til Travservice.dk.
-Hussein arbejder jo hos Gordon Dahl på Stutteri Disney, som har 2-årige Coventry Hall i træning hos Åke Svanstedt og det er derigennem, at jeg har fået muligheden for at komme med derover. Det glæder jeg mig rigtig meget til – jeg er sikker på, at det bliver en kanon oplevelse.
For Batman S H’s vedkommende var der tale om årets første sejr, men Pearsall Hanover-sønnen har været lidt svingende i sine præstationer, så sejren kom ikke så lidt bag på spillerne med et vinderodds på 54,71!

-Jeg havde ikke på forhånd regnet med, at vi kunne vinde løbet, men vidste godt, at han ville gå et fint løb da han har trænet godt igennem en længere periode, siger Nicklas Korfitzen om Batman S H, der ejes og trænes af hans forældre, Annemette Korfitsen & Mikael Hansen.
-Mht. udelukkelsen og de 400 kroner i bøde, så havde jeg ikke regnet med at jeg fik noget. Jeg troede det var anderledes når man kører om sejren i stedet for om femtepladsen, men det er det åbenbart ikke.