TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Helena DD vandt Hoppe Grand Prix i banerekordtid

af | Nyheder

Skive-hesten Helena DD med Jeppe Rask i sulkyen sejrede sikkert i Jydsk 3-årings Grand Prix på Jydsk Væddeløbsbane.

Helena DD med Jeppe Rask vinder Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix i ny banerekordtid 1.14.2. Foto Ole HIndby

Ingen 3-åring har nogensinde løbet hurtigere som vinder på Jydsk Væddeløbsbane end Helena DD (Orlando Vici), som søndag eftermiddag vandt Jydsk 3-årings Grand Prix i rekordtiden 1.14.2a/1800 m.

Grundlaget for rekorden blev lagt af et hårdt udgangstempo af Hopefuldiamond med Bo Westergaard, der åbnede i 1.12.2 og den første kilometer efter 1.14.3.

Her kom Helena DD med Jeppe Rask frem og ind i opløbet trak rask det norske hovedlag, og Helena DD trak let fra konkurrenterne til sikker sejr i 1.14.2.

Det var en forbedring af Global Yankees rekord for 3-årige hopper fra i fjor på 1.15.1, og absolut 3-års rekord på Jydsk Væddeløbsbane – den gamle rekord havde Tano Bork med 1.14.3.

Bag Helena DD var der hård kamp om pladserne – Helga Sinclair (Maharajah) med Gordon Dahl var her bedst i 1.14.6 og blev nummer to foran Heimaey (SJ’s Caviar) med Steen Juul i 1.14.6. På fjerdepladsen var Hovita med Knud Mønster også under den gamle løbs/banerekord med 1.14.8.

Helena DD er en temperamentsfuld dame, så sulkyen blev spændt fra til præmieoverrækkelsen. Foto Ole Hindby

Helena DD er opdrættet og ejet af Bjarne Danielsen.

Moderen til den, Princess Step (Super Arnie) importerede Henning Scharstein fra Sverige og fik hingsten Gunpowder (Brillantissime) efter hende.

Gunpowder ejer Henning Scharstein fortsat, og den kvalificerede sig i fredags til start i Dansk Trav Derby.

Princess Step ejer Bjarne Danielsen nu, og efter Helena DD har hun fået Karla DD (Love You) og i år hoppeføl efter Tactical Landing.