TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Havana Sotto fra start til mål på Halmstad

af | Nyheder

Henrik Thomsen-trænede Havanna Sotto har virkelig udviklet sig i efterårsmånederne og vandt mandag aften en meget besnærende sejr med Thomas Uhrberg i sulkyen på Halmstad.

Havanna Sotto (Bird Parker), der ejes af opdrætteren Stald Sotto samt RDS’S (Rengøringsservice Danmark) kunne holde spids fra sit inderspor bag startvognen og åbnede 1.13.9/500 m og 1.14.6/1000 m.

Bo Westergaard-trænede Ginger Peachy med Per Oleg Midtfjeld var med på en andenplads, men da Havanna Sotto rykkede ind i opløbet, tabte Ginger Peachy travet og galoperede.

Havanna Sotto, der afsluttede efter 1.12.7 vandt rimeligt sikkert i ny rekord 1.13.4a/1640 m til odds 4.01 foran en godt afsluttende Cassiopeia Font med Rick Ebbinge i 1.13.5. Der var 40.000 SEK i førstepræmie.

Steen Juul startede her Golden Money, der leverede en pæn afslutning fra bagfeltet til en fjerdeplads i 1.14.2.

Steen Juul var i alt i sulkyen fem gange og bedste placering nåede han med Christel Jørgensens Elephant, som han førte med til kort før mål, hvor Thomas Uhrberg nåede forbi med Hattusa (Timoko) – begge fik noteret 1.12.6a/2140 m. Her var Cody med Rene Jonassen nummer fire i 1.13.5.

Ken Ecce indledte aftenens program med sejr med Magnus Dahlén-trænede Eva Kant Gar (Father Patrick) – en italiensk 2 års hoppe, der sejrede i 1.16.0/2140 m – på andenpladsen Victor Rosleff med Pure Joy fra Jerry Riordans stald i 1.16.2.

Dansktrænede heste indløb i alt 111.400 SEK.