Årets udgave af Harald Lunds Mindeløb blev en udramatisk forestilling, hvor Flemming Jensen-trænede Emoji med Birger Jørgensen sad i spids fra start til mål og sejrede sikkert. Birger Jørgensen vandt tre sejre i lige så mange starter.
Hvis Harald Lund havde været i live i dag, havde han sikkert nikket anerkendende over de præstationer som hans tidligere stalddreng, Birger Jørgensen leverede på Nykøbing F Trav denne søndag eftermiddag.
Ikke blot vandt Birger Jørgensen Harald Lunds Mindeløb med Emoji legende let men derudover kunne han vinde sine to andre starter på dagen med hhv. Morten Juuls Lovely Cross samt Henrik Thomsens Louisa.
Henrik Thomsen er i øvrigt også skolet af Harald Lund i sin tid!
Emoji kunne tage spids fra start – Victor Rosleff med Geiles Leben Home forsøgte sig lidt fra start, men trak i land, og siden skete der faktisk ikke meget.

Ingen var i stand til at udfordre Emoji (Broad Bahn), der ned gennem opløbet kunne trække fra til klar sejr in 1.13.9a/1640 m – sidste års vinder Henrik Will med Ken Ecce sad undervejs i vinderhullet og fugte godt med til andenpladsen i 1.14.2, mens Eddie the Eagle med Mads Hviid blev nummer tre i 1.14.5.
Næstfavoritten Daniel Hazelaar med Jeppe Juel kom aldrig ind i løbet fra sit udvendige startspor og sluttede lige uden for præmierækken i 1.15.1.
Flemming Jensen nøjedes ikke blot med at sende Emoji ud til sejr. Selv vandt han en ret sikker sejr i stayerløbet med Julien Sensei (Prodigious) i 1.17.2/3180 m, der henviste Ludvig Cash med Rene Kjær til andenpladsen i 1.18.2/3140 m.
