Har Nisse afgjort?
Efter mandagens sejr i Aalborg med Butterscotch har Rene Kjær måske afgjort kampen om årets landschampionat.
Lillian Uglebjerg har efter en lidt rolig indledning på karrieren som professionel, fået gang i materialet og Butterscotch (Turbo Thrust), som Århus-træneren selv har opdrættet og fortsat ejer, tog nu karrierens første sejr i rekordtiden 1.12,8a/1640 meter efter føring hele vejen.
Lisa Marie E P med Birger Jørgensen nærmede sig op mod mål efter et løb i ryg på den førende, men måtte se sig henvist til andenpladsen – og dét er der lidt symbolik i.
Efter sejren med Butterscotch er Rene Kjær således 18 sejre foran Birger Jørgensen i kampen om landschampionatet, hvor “Nisse” er noteret for 96 sejre, mens Birger Jørgensen og Steen Juul på tredjepladsen står med hhv. 78 og 76 sejre i år.
Med fire måneder tilbage af sæsonen er intet endnu afgjort, men pilen peger lige nu på Rene Kjær, som næste gang skal i aktion torsdag på Billund Trav.