TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Har Hestesporten en fremtid?

af | Nyheder

Umiddelbart er der dystre udsigter for danske trav og galop-sport efter tirsdagens politiske forlig, der over en periode på fire år beskærer Hestesportens andel af Tipsnøglen med op til 30 millioner kroner årligt!

I 2014 har den samlede hestevæddeløbssport 97.6 millioner kroner til sin rådighed.

Af disse midler bruges cirka 49 millioner kroner til præmier og opdrætterpenge.

I 2013 blev der udbetalt 32.5 millioner kroner til driftstilskud – så uden penge til markedsføring, investeringer, div. tilskud til sportsarrangementer som DM i Monte, DM for amatører etc. så taler vi om et beløb på 81,5 millioner kroner, som sporten skal bruge til præmier og administration.

I Idrætsforliget om Tipsnøglen, der blev indgået i dag, er der lagt op til at Hestesporten allerede i 2015 skal beskæres med 15 millioner kroner – dvs. at man kun modtager 82,6 millioner kroner – eller et beløb, der er nogenlunde identisk med beløbet til præmier og administration.

I 2016 beskæres tilskuddet med yderligere 5 millioner til 20 millioner, i 2017  med 25 millioner og i 2018 med 30 millioner kroner.

Har Hestesporten en fremtid på den baggrund?

Ikke med det nuværende aktivitetsniveau, der jo i øvrigt er langt fra, hvad det var engang.

Med mindre, der kommer en mand med en papkasse, så ser det ud til at der skal foretages kraftige beskæringer i administrationerne – både på baner og centralt.

Desuden vil det også være nødvendigt at beskære præmiebudgetterne.

Det her er kort sagt en negativ spiral, der nu sættes i gang!

Fra Dansk hestevæddeløbs side har det været fremme, at man ønskede at få fem år mere med samme tilskud, for at kunne forberede et tæt samarbejde med såvel spilleselskaberne i Sverige og Norge – ATG og Rikstoto.

Det ønske er kun opfyldt i nogen grad – men har det gang på jord?

Vil ATG og RiksToto være med til at finansiere opbygningen af et nyt totalisatorsystem i Danmark –og derefter sikre driften?

Vi taler om en investering på mere end 100 millioner kroner.

Det virker utopisk!

De har rigelige problemer hjemme.

Et fortsat samarbejde med Danske Spil er utvivlsomt den eneste gangbare vej, der er for Hestevæddeløbssporten i fremtiden.

Men det behøver ikke at udelukke andre samarbejdsaftaler med andre landes spilleselskaber.

Jeg tænker her især på franske PMU, der kunne komme med nogle af de millioner kroner, som sporten nu kan se frem til at miste.

Hvorom alting er.

Tirsdag den 6. maj 2014 var ingen god dag for dansk hestevæddeløb.