TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hannelore Hanover – USA’s bedste

af | Nyheder

Den 5-årige hoppe Hannelore Hanover med Yannick Gingras satte drengene på plads i Breeders Crown Open på Hoosier Park i nat, da hun som den blot tredje hoppe gennem tiden vandt løbet.

Det blev en stor aften for travsporten i staten Indiana, da Breeders Crown-løbene i nat blev kørt på Hoosier Park.

Ikke alene vandt Indiana-opdrættede Hannelore Hanover Breeders Crown Open Trot, men den ligeledes Indiana-opdrættede Fiftydallarbill vandt Breeders Crown for 2-årige hingste.

Og udover de begge er opdrættet i Indiana, så har de det til fælles, at deres fader er Swan for All – en Andover Hall-søn, der blot koster 3.500 dollars i bedækningstakst.

Swan for All 1.11.0 – 309.966 dollars har virket i avlen i Indiana siden 2009, og den har – med undtagelse af et par år – bedækket omkring 130 hopper årligt.

Hannelore Hanover er helt klart hans bedste afkom, og den 5-årige hoppe regnes for USA’s bedste ældre traver.

Med Yannick Gingras i sulkyen kunne hun efter en afslutning i 1.06.5/400 m hjemføre førstepræmien på 263,250 dollars i 1.09.7a/1609 m foran Crazy Wow med David Miller i 1.09.8 og Marion Marauder med Scott Zeron i 1.10.1.

Hannelore Hanover med Yannick Gingras vinder Breeders Crown Open. Foto Dean Gillette

Resolve med Åke Svanstedt havde et fremstød rundt i opløbssvinget, men det ebbede ud i opløbet og den sluttede på en sjetteplads i 1.10.3.

Såvel Hannelore Hanover som Crazy Wow trænes af Ron Burke.

Hannelore Hanover vandt sin 9. sejr i år i 18 starter og med lørdagens præmie er det blevet til 952.879 dollars i denne sæson. I alt har Hannelore Hanover indtjent2.377.564 dollars og hun er indehaver af verdensrekord for ældre hopper med 1.08.0 – sat i Lexington for tre uger siden.

Hannelore Hanover blev den blot tredje hoppe gennem tiden, der vinder Breeders Crown Open – tidligere har CR Kay Suzie og Moni Maker gjort det.

Hvis Hannelore Hanover fortsat trives er det ikke umuligt at hun i 2018 kommer til Elitloppet!!

What the Hill med David Miller – USA’s bedste 3-årige hingst! Foto Dena Gillette

Ron Burke fik endnu en Breeders Crown-sejr, da den uheldige Hambletonian-hest What a Hill (Muscle Hill) med David Miller) let vandt Breeders Crown for 3-årige hingste i 1.10.0, fora Lindy the Great (Crazed) med Tim Tetrick i 1.10.3 og International Moni (Love You) med Scott Zeron i 1.10.5.

Det var 8. sejr i år i 15 starter til What the Hill, der nu har tjent 758,.776 dollars – sagen omkring dens diskvalifikation fra førstepladsen i The Hambletonian Stake er i øvrigt endnu ikke afgjort!

I Breeders Crown for 2-årige hingste var den svenskejede Fourth Dimension (Chapter Seven) med Brian Sears storfavorit. Den stillede til start med 6 sejre i 8 starter og var spillet ned til odds 1.50.

Men løbet fik en nærmest eventyrlig slutning, da Indiana-hesten Fiftydallarbill (Swan for All) med Trace Tetrick kunne vinde i 1.11.5 efter en afslutning i 1.08.5/400 m.

Fiftydallarbill, der kun var anmeldt til Breeders Crown fordi løbet skulle køres i Indiana, vandt overraskende for Trace Tetrick. Foto Dean Gillette

Fiftydallarbill (og det staves sådan) – var kun anmeldt til Breeders Crown, fordi løbene skulle køres på Hoosier Park. Den kostede som åring 18.000 dollars.

Det var start nummer 17 for Fiftydallarbill og 7. sejr med førstepræmien på 300.000 dollars har den nu tjent 458.950 dollars.

Dens moder. CR Dixie Chick er helsøster til unghestestjernen og avlshingsten CR Commando.

Bag Fiftydallarbill placerede Met’s Hall (Cantab Hall) ed Andy Miller sig som nummer to i 1.11.6, mens Samo Different Day (Cantab Hall) med Jimmy Takter blev nummer tre i 1.11.9.

Storfavoritten Forth Dimension sluttede på en femteplads i 1.12.3.

Breeders Crown-løbene på Hoosier Park blev således en stort sportslig succes for Indiana-opdræt og i det hele taget for travsporten i Indiana, der i de senere år har nydt godt af casino-penge, der er kanaliseret gennem et Sire Stakes-program.

Fredag aften blev omsætningen i de 14 løb 1.8 mio. dollars, mens den lørdag aften for første gang i Indianas historie krøb over 2 millioner – nemlig til  2.064.015 dollars.