TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Han imponerede mig sgu i dag”

af | Nyheder

Søren Kolberg var meget imponeret over Staro McMillans præstation i lørdagens prøveløb på Lunden, hvor den svenskfødte 3-åring blev godkendt på 1.15,2/2020 meter!

-Det hurtigste jeg har kørt med på ham på Skovbo, er 1.19/2000 meter, så jeg vidste godt, at han sagtens kunne blive godkendt, men jeg havde ikke forestillet mig at han var SÅ god!

Staro McMillan. Foto: Martin Timm Holmstav

Søren Kolberg havde en stor dag på Lunden.

Først blev 3-årige Staro McMillan (Raja Mirchi) – som Søren Kolberg selv kørte – godkendt på en fantomtid og siden vandt den jævnaldrende Fusion Scoop (Quarchio du Chene) en flot sejr for Steen Juul i 0-klassen.

Staro McMillan blev godkendt på 1.15,2/2020 meter – formentlig den hurtigste prøveløbstid nogensinde af en dansktrænet 3-åring.

-Staro McMillan var meget rolig og flegmatisk, og optrådte faktisk meget rutineret, selvom det var første gang han var på Lunden, siger Søren Kolberg, som købte de to svenskfødte heste på den svenske Kriterieauktion i 2016. Fusion Scoop kostede 25.000 SEK, mens Staro McMillan med et hammerslag på 425.000 SEK blev en af auktions dyreste heste.

-Jeg vidste godt at der var lidt fart i Staro McMillan, og i og med, at han har meget lav puls når vi træner, havde jeg også på fornemmelsen, at han kunne løbe stærkt, men han imponerede mig sgu i dag; hvis jeg havde taget lidt fat i ham, følger han uden problemer med Tycoon Conway Hall i dag!

-Nu ser vi lige hvordan han har det i morgen, men efter jeg har læsset ham på hestetransporten, ligner han sig selv. Hvis han fortsat er fin i morgen, regner jeg med at finde en opgave til ham om ca. tre uger.

Der er selvfølgelig langt fra en fin prøveløbsnotering til de svenske årgangsløb, men man har som bekendt lov at drømme.

-Hvis han havde fået en start som 2-års og det her havde været hans tredje start, kunne Staro McMillan måske godt være aktuel i Sverige, men lad os nu se, hvordan han opfører sig de første par starter. Hvis han gør det helt af sig selv og overrasker så meget, som han har gjort hidtil, vil jeg ikke afvise at jeg godt kunne finde på at prøve ham af i årgangssammenhæng i Sverige, siger Søren Kolberg, der som nævnt også fik en sejr med hjem fra Lunden i dag.

Fusion Scoop var gjort til storfavorit (16:10) og den 3-årige hingst indfriede forventningerne med en sikker sejr i tiden 1.18,7/2000 meter.

-Han gik stille og roligt fra start og Steen Juul kørte en meget langsom første omgang. Siden kom han i angreb i tredje spor og gjorde hvad han skulle, siger Søren Kolberg.

-Vi gjorde som vi havde aftalt – kørte ham uden tjek og det fungerede fint. Det er en meget fintfølende hest, så der skal være lidt mere ro på med ham her. Fusion Scoop er ikke en hest af samme kaliber som den anden (Staro McMillan, red.), men det er afgjort en lidt bedre hest end som så.

Fusion Scoop og Staro McMillan er som nævnt købt på den svenske Kriterieauktion og Søren Kolberg vil ikke afvise, at han igen skal ha’ handlet ind på en af de svenske auktioner.

-Men jeg har altså lige nu fem heste at træne med, og samtidig har jeg en forretning (Søren Kolberg er slagtermester og manden bag “Kolberg Kød”), som er i rivende udvikling, så tid er ikke det jeg har mest af, siger Søren Kolberg.

-I dag har vi f.eks. 19 mand på arbejde og i den her periode har vi op mod 150 konfirmationer, så der er nok at se til.