Svenskejede Perfect Spirit, der vandt det dramatiske Hambletonian Stake 2017, har startet for sidste gang og bliver fra 2021 avlshingst på Skrämsta Stutteri i Sverige.

Perfect Spirit (Andover Hall), der ejes af SRF Stable, sluttede sin karriere på banerne den 28. august, hvor den blev nummer seks i 1.12.3a/1640 m på Bergsåker.
Som åring kostede den 75.000 dollars på auktion i USA, hvorefter den gik i træning hos Åke Svanstedt.
Den vandt Hambletonian Stake 2017 med Åke Svanstedt i sulkyen, selv om den var nummer to over mål.
What the Hill, der nu er avlshingst i Ohio, var først over stregen, men blev diskvalificeret for trængning i opløbssvinget.
Perfect Spirit blev taget til Sverige, hvor den gik i træning hos Daniel Redén. Her vandt den som 4-åring storløb som Kongepokalen og Sprintermästaren, men som 5- og 6-åring formåede Perfect Spirit ikke at slå igennem i den absolut bedste klasse.
Perfect Spirit startede i alt 42 gange, vandt 19 sejre, 5 anden. Og 2 tredjepladser – i Sverige løb den bedst 1.10.1a – men i USA 1.09.2.
Moder til Perfect Spirit er Kadabra-hoppen Good Common Scents 1.13.4 – 174.000 dollars. Hun er også moder til Goosebump Hanover (RC Royalty) 1.11.7 – 256.250 dollars og Game on Hanover (Donato Hanover) 1.10.7 – 129.268 dollars.
Perfect Spirit opstaldes som avlshingst på Skrämsta Stutteri, der ligger nord for Stockholm.
Her har man bl.a. haft Uncle Lasse, Scarlet Knight, Executive Caviar og Super Photo Kosmos opstaldet.