Halmstad: Dobbeltsejr til Ken Ecce
Fin dag for Ken Ecce på Halmstad, hvor han startede og vandt med to egentrænede heste.
Der var en god portion racing luck med i spillet, da Ken Ecce vandt 2. løb med Diesel.
Efter at være kommet godt igennem fra anden startrække, forsøgte Ecce et angreb på den førende Lumberjack Bros med Jim Oscarsson, men blev svaret op, og herefter trak Ecce ned i ryg.
Her sad han til 100 meter fra mål.
Indtil da så det ud til, at Diesel højst kunne tage en tredjeplads.
Diesel sad inde i ryg på Lumberjack Bros og havde Inara O E med Patrick Nygren udvendigt for sig og var således låst i inderbanen.
Men da Nygren trak vattet på Inara OE galoperede den og brød ud i banen, og så var vejen banet for store Diesel, der speedede frem til sikker sejr i 1.15.7a/2140 m.
Der var 25.000 SEK i førstepræmie til Diesel (Abracadabrant), der gav fine 6.79 i odds.
Man fik kun 1.80 i odds på Ken Ecces anden vinder, Harald Derm (Noras Bean), der kunne tage spids fra sit inderspor, og selv om den havde problemer med at holde sig i trav i opløbet, så blev sejren rimelig sikker i 1.16.3a/2140 m – præmie 25.000 SEK.
De dansktrænede heste, der startede på Halmstad denne fredag, hentede tilsammen 72.000 SEK i præmier.