TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hårdt program for topkusk

af | 1. apr 2018 | Nyheder

Ulf Ohlsson

Sveriges og Skandinaviens oftest sejrende travkusk de sidste par år, Solvalla-træneren Ulf Ohlsson, kommer ikke sovende til successen.

Søndag er Ohlsson på plads på Romme, der er vært for Påskedags V75-løb og i morgen går turen til lunchtrav på Bergåker, hvor han er til start i samtlige otte løb.

8. løb er programsat til kl. 14.45 og kl. 18.00 skal Ulf Ohlsson igen i aktion – denne gang i 1. løb på Solvalla, næsten 400 km sydpå eller en flyvetur på 50 min.

Heldigvis er der løb på Solvalla igen tirsdag, hvor Ulf Ohlsson har seks køreture, men onsdag gælder det Boden – Sveriges nordligste travbane, ca. 920 km nord for Stockholm.

Inden søndagens løb er Ulf Ohlsson noteret for 71 sejre i 479 starter i år.

Ovenstående program er dog ingenting imod den oftest sejrende kusk i Nordamerika, Aaron Merriman, som allerede har vundet 225 løb i år i 960 starter.

I fjor vandt Merriman 1.095 løb i 4.692 starter – svarende til at han i gennemsnit kørte næsten 13 løb hver eneste dag året rundt.

Til sammenligning kørte Birger Jørgensen ca. 1.300 løb om året da han havde allermest travlt i 90’erne.