TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hård straf til Simoni

af | Nyheder

Foto: Kim Gudmand

2.000 SEK i bøde og 14 dages udelukkelse til Jens Simoni i lørdagens V75-løb på Kalmar.

Der var dramatik for alle pengene i den sidste V75-afdeling på Kalmar, hvor Jens Simoni var til start med sejrshesten Cash Valley (Running Sea).

Fra startspor 5 satsede Lunden-træneren offensivt fra start, men han kom ikke forbi indvendige Global Science og ud af første sving ville han gå ned i ryg på den førende.

Her kom Thomas Uhrberg imidlertid også med H.H. Kristoffersens Zorn Brick, der galoperede netop som Jens Simoni var på vej ned til inderbanen.

Fra sidelinjen er det svært at se om der er kontakt mellem de to ekvipager, men dommerne var ikke i tvivl: Jens Simoni fik en bøde på 2.000 SEK og 14 dages udelukkelse (10.-23. februar) for “snäv körning/ridning som grovt stört medtävlare.” (snæver kørsel, som groft generede modstanderen).

-Efter min mening rammer jeg ikke Uhrbergs hest. Vi går efter den samme position, men da jeg opdager at han er på vej frem mod “vinderhullet” går jeg ud igen. Jeg tror hans hest galoperer fordi han råber så højt ad mig; jeg var måske 20-30 cm fra at ramme ham, men det er jo påstand mod påstand, siger Jens Simoni til Travservice.dk søndag morgen.

Episoden blev efterfølgende debatteret på bl.a. Twitter, hvor én person mente, at Jens Simoni mindst skulle udelukkes i tre måneder, mens en anden mente at begge kuske var skyldige – Uhrberg fordi han kører stenhårdt for at slutte op bag den førende.

Faktum er i hvert fald, at Jens Simoni nu tvinges til 14 dage “i skyggen” – men det betyder næppe det store for en træner, som kun har to heste i træning. Foruden Cash Valley har Simoni også Ving Rhames (opkaldt efter en amerikansk skuespiller, red.), der ligeledes ejes af Stald Johanneslyst.

Pause til Cash Valley
Cash Valley – der sluttede på sjettepladsen (7.000 SEK) i lørdagens V75-løb i tiden 1.12,3a/1640 meter – har været et rigtigt eventyr for Jens Simoni og Stald Johanneslyst. 19 starter er således resulteret i 12 sejre, fire andenpladser og ca. 235.000 kroner i indkørte præmier – men nu venter en lille pause.

-Han gik i mål med kræfter sparet i går bag den førende og kunne måske ha’ været tredje eller fjerde med et bedre løb, men jeg vurderede at jeg kun havde en chance hvis jeg kunne få spids, siger Jens Simoni.

-Det kan imidlertid ikke blive ved med at gå med de hårde løb han ofte har fået. Han trænger til at koble lidt fra, så nu skal Cash Valley tjekkes igennem af dyrlægen og så får han en pause.