TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gubellini og Bondo genforenes

af | Nyheder

Et gammelt kompagniskab genopstår i Italien, hvor Erik Bondo overtager træningen af Pietro Gubellinis heste og Gubellini fremover skal være førstekusk hos den succesrige danske træner.

Glæde i teamet bag Unicka efter sejren i Orsi Mangelli. Erik Bondo forrest med Pietro Gubellini. Foto Gerard Forni

Glæde i teamet bag Unicka efter sejren i Orsi Mangelli. Erik Bondo forrest med Pietro Gubellini. Foto Gerard Forni

I perioden 1995 – 2002 var Erik Bondo ansat som træner hos familien Gubellini i Milano, og samarbejdet var en stor succes.

Bondo havde imidlertid lyst til at stå på egne ben, og samarbejdet ophørte i bedste forståelse.

Nu genoptages det gamle samarbejde, men nu med Erik Bondo som chef.

-Pietro Gubellini træner kun omkring en halv snes heste, og dem overtager jeg, og til gengæld bliver han førstekusk på mine heste, fortæller Erik Bondo.

-Det er en rigtig god løsning for os begge, for i Gubellini har jeg nu sikret stalden en virkelig god førstekusk til storløbene, siger Erik Bondo videre. – Jeg synes ,at Gubellini er en førsteklasses kusk, og han er god til at indrette sig til de forskellige måder, der køres løb på rundt om i Europa. Jeg vil således ikke have nogle problemer med at sende ham til Sverige, Norge eller Danmark for at køre løb, siger Erik Bondo.

Erik Bondo har brugt Gubellini flittigt som kusk, når det har været muligt, og bl.a. vandt Gubellini i fjor storløb med Bondo-trænede Unicka (Love You), der var Italiens bedste 3-åring med sejre i bl.a. Derby og Orsi Mangelli,.

Udover Pietro Gubellini har Erik Bondo også Federico Esposito til sin rådighed som kusk.