TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Granit Bangsbo indvalgt i Hall of Fame

af | Nyheder

Nyt medlem i dansk travsports Hall of Fame er Granit Bangsbo – født i 1980

Granit Bangsbo med Steen Juul. Foto Burt Seeger

I 1984 var Pay Dirt-sønnen Granit Bangsbo favorit i Dansk Trav Derby, men han måtte se sig henvist til andenpladsen af Game Høgh. Han tog dog revanche senere i karrieren, hvor han vandt flere storløb herhjemme og i udlandet og endte som årgangens mest vindende hest. Meritterne giver ham en plads i Travsportens Hall of Fame.

Op gennem 70’erne og 80’erne kom en række fine væddeløbere til verden hos bilforhandler Poul Uggerhøj på Stutteri Bangsbo ved Frederikshavn. Det ubetinget bedste opdræt fra Uggerhøjs hånd var hingsten Granit Bangsbo, der blev født i 1980 og som opdrætteren valgte at beholde gennem hele karrieren.

Allerede som toåring viste Granit Bangsbo fine evner, og det var tydeligt for enhver, at der var tale om en hest med kapacitet til at begå sig i årgangstoppen. Som toåring tog han fire sejre i syv starter og hentede blandt andet en tredjeplads i Dansk Opdrætningsløb.

I store dele af treårssæsonen var Granit Bangsbo i træning hos Steen Juul. Sammen vandt parret Jydsk 3-årings Grand Prix og Grand Circle 3-års Championat, men i Dansk Trav Kriterium blev det til opløbsgalop i kampen om sejren. Samlet set var sæsonen dog ganske succesfuld, og Granit Bangsbo blev ikke overraskende kåret som ”Årets 3-åring”.

Som fireåring fortsatte Granit Bangsbo i Steen Juuls træning. Målet var at vinde Dansk Trav Derby, men som totalisatorfavorit i selve derbyet måtte han tage til takke med andenpladsen bag vinderen og den evige rival, Axel Jacobsen-trænede Game Høgh. På trods af det nederlag blev sæsonen ikke så ringe, da Granitten vandt løb som N. J. Koster Memorial, Sprintermesteren, Aalborg Store Pris og flere V6-gulddivisioner – og på den baggrund blev han kåret som ”Årets 4-åring”.

Efter fireårssæsonen fortsatte Granit Bangsbo sin udvikling og gik direkte ind i eliten. På dansk grund vandt han løb som Mesterskab for Danmark, Nationalløb og Grand Circle 5-års Championat, mens han på den internationale sejrede i Europæisk 5-års Championat og hentede velbetalte andenpladser i Elite-Rennen i Gelsenkirchen og Grosser Preis von Bayern i München.

Efter endt væddeløbskarriere fik han også fornuftig succes i avlen med flere fine afkom.

Du kan læse mere om Granit Bangsbos karriere i Hall of Fame-portrættet skrevet af Kenn Erik Bech. Han har talt med tidligere travtræner Finn Larsen, som både kørte Granit Bangsbo til og trænede ham i slutningen af karrieren, og Steen Juul, der trænede og kørte Granitten ved de fleste af hans storløbssejre.

Portrættet finder du på dette link – klik her.

Pressemeddelelse fra thof.dk