TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Prix-vinder på hård opgave

af | Nyheder

Steen Juul har været tæt på at opgive Ecco C N, men den tidligere Jydsk 2-årings Grand Prix-vinder har fået en chance til og viser fremgang, men er det nok til at matche Velten von Flevo & Co. i 4-års Eliten?

Svaret får vi søndag eftermiddag på Lunden, men på baggrund af de seneste præstationer ser det svært ud for ENS Snapshot-sønnen, der senest var nummer fire bag Eastboundanddown i et 4-årsløb på Lunden.

Ecco C N. Arkivfoto: Ole Hindby

-Han gik pænt, men har en dårlig udgangsposition (8) mod stenhård modstand, så det gælder om at bakke ned fra start og så kan han forhåbentlig lære noget af sådan et løb. Vi må se om han kan tage en præmie, siger Steen Juul, som har haft Ecco C N i træning siden begyndelsen af 3-årssæsonen, hvor hesten blev solgt til Niels Thomsen, Baltic Stable.

-Han er ikke blevet så samarbejdsvillig, som jeg gerne ville ha’ det og jeg havde halvt om halvt givet lidt op på ham, men ejeren ville gerne give ham en ekstra chance, så vi har arbejdet videre.

-Der har været mange små problemer med Ecco C N, men det ser ud til, at det går fremad og han virker til at være blevet mere stabil i munden. Tidligere har han været meget irriteret og pullet en del, men jeg synes der er sket en klar forbedring – specielt op til denne start, hvor han virker forbedret i træning, så det ser OK ud.

Med en præmiesum på 312.000 kroner er Ecco C N den mest vindende af Steen Juuls danske 4-åringer, men stalden tæller flere andre seriøse Derbykandidater, hvoraf både Extreme og Enjoy The Game skal ud på Copenhagen Cup-dagen.

-Extreme (Chocolatier) gik forrygende i sæsondebuten, men var også grundigt forberedt og alt andet lige plejer de jo at gå frem med et løb i kroppen. Som minimum regner jeg med at han holder sammen niveau som sidst og forventer, at han er med helt fremme. Jeg ser ham også som en vinderchance (med henvisning til baneprogrammet, hvor Extreme har fået vindertippet i 2. løb).

-Enjoy The Game gik godt i slutningen af 3-årssæsonen og har fortsat udviklingen, så det er meget positivt, siger Steen Juul.

Enjoy the Game. Foto: Gorm Johansen

-Der har været lidt hakker i manageringen pga. Corona-problemerne, så der er blevet lidt langt mellem starterne, men han træner helt OK. Er lidt svær at sætte ind mod de aktuelle konkurrenter på søndag, men jeg tror på en god præstation.

Det kunne ha’ været interessant at se Enjoy The Game i 4-års Eliten, men med en præmiesum på 159.000 kroner ville han været meget hårdt inde i løbet. Til gengæld står ENS Snapshot-sønnen perfekt i Klasse II, der går op til 178.410 kr.

Det samme gælder Extreme (296.000 kr) i Liga 3-løbet for heste under 300.000 kr.