TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Circle-løb i Præmiechancen

af | Nyheder

DTCs tiltag med Præmiechancen ser ud til at være kommet for at blive og udvides nu med Grand Circle-løbene for 3-åringer

Det er Dansk Hestevæddeløb, der i dag fortæller at i Præmiechancen for H-årgangen vil Grand Circle-løbene for 3-åringer også indgå. I forvejen omfattede Præmiechancen løbene Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium, Dansk Hoppe Kriterium, Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby.

Heste, der indgår i ordningen modtager 50% oveni den præmie de vinder i de nævnte løb.

Har du endnu ikke anmeldt din H-plag til præmiechancen kan det nås endnu – læs mere nedenfor.

Dansk Hestevæddeløb skriver:

Grand Circle-opgør indlemmes i Præmiechancen for H-årgangen

Grand Circle-championaterne for 3-åringer i H-årgangen er blevet indlemmet som en del af Præmiechancen. Det betyder, at alle præmietagere får lagt 50 procent oveni en eventuel præmie.

Da anmeldelsesfristen til Præmiechancen for H-årgangen udløb ved udgangen af november, var 197 heste tilmeldt ordningen, der giver tilmeldte heste 50 procent i ekstra præmie i Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium, Dansk Hoppe Kriterium, Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby.

Antallet af tilmeldinger svarer til, at 43 procent af H-årgangens 455 heste er med, og det er en betragtelig stigning i forhold til antallet af tilmeldinger i F-årgangen (143 heste) og G-årgangen (150 heste).

»For at påskønne den store tilslutning og for at stimulere interessen for at købe danske ungheste har DTC’s bestyrelse på opfordring af Sport & Udvikling derfor besluttet at lægge yderligere løb til Præmiechancen for H-årgangen, nemlig Grand Circle 3-års Championat for hingste/vallakker og Grand Circle 3-års Championat for hopper,« fortæller sportschef René Jensen.

De to opgør afvikles efter planen primo juli 2022, hvor Grand Circle-løbsserien også fejrer 40-års jubilæum. Samme år reduceres antallet af Grand Circle-baner fra fire til tre (Aalborg, Skive og Odense, red.), idet Billund Trav lukker.

»I år var der 300.000 kr. i samlet præmiesum i Grand Circle-opgørene for henholdsvis hingste/vallakker og hopper, men i 2022 vil præmiesummerne i kraft af en større årgang formentlig blive noget højere,« vurderer René Jensen.

Begge opgør afvikles med forprøver

Da antallet af heste, der forventeligt stiller til start i de to Grand Circle-opgør er ganske stort, er det også besluttet, at der skal afvikles forprøver til begge finaler efter samme regler som gælder for blandt andet Derby- og Kriteriumsprøver.

»Vi vil gerne give alle anmeldte heste mulighed for at gå til finalen, og med forprøver og finale på samme bane sikrer vi en sportslig fair afvikling,« siger René Jensen.

Sportschefen glæder sig også over, at ordningen kommer til at styrke andre dele af travsportens fødekæde.

»Opdrætterne af de heste, som er tilmeldt Præmiechancen, bliver jo også præmieret, idet der også udbetales opdrætterpenge af de ekstra præmiepenge, som en hest opnår gennem ordningen.«

»Derudover får den arrangerende bane to interessante løbsdage på programmet, da kalenderen kommer til at indeholde en løbsdag med forprøver til Grand Circle og en finaledag, hvor både hoppernes og hingste/vallakkernes hovedløb køres den samme dag,« siger René Jensen.

Tilmeldingsfrist forlænges

Da udgangspunktet for tilmelding for H-årgangen med den nye udvidelse nu er ændret, har DTC bestemt at forlænge fristen for anmeldelse til Præmiechancen for H-årgangen. Den skal nu være foretaget senest mandag den 21. december 2020.

Tilmelding skal ske skriftligt pr. mail til DTC eller Sport & Udvikling. En af følgende mailadresser kan anvendes til tilmelding: rj@danskhv.dk eller storm@trav.dk.

Tilmeldingen er kun gyldig, hvis den er foretaget af ejeren/den tekniske repræsentant af hesten, og den skal indeholde hestens navn og navn og adresse samt mailadresse og mobilnummer på ejer/teknisk repræsentant.