TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Circle: Confidence fører på points

af | Nyheder

Årets sidste trofæ for derbyårgangen uddeles søndag eftermiddag, når Grand Circle 4 års-Championatet for hingste og vallakker afvikles på Racing Arena Aalborg – og på forhånd fører Confidence på points.

Der var ingen danskfødte heste mellem de fire første i årets udgave af Frosty Hanovers Mindeløb i Skive tilbage i april måned. Det var der heller ikke i Billunds Sprintermester en god måned senere, hvor det i begge tilfælde blev til sejr til tyskfødte Tsunami Diamant. Derefter handlede det om det første rent danske fireårsopgør i form af Jydsk 4-Årings Grand Prix, hvor Ken Ecce og Confidence bestemte hele vejen. Derbyet resulterede som bekendt i sejr til Steen Juul-trænede Chock Nock mesterligt kørt af Björn Goop, hvorefter Confidence atter slog til i Aalborg Store Pris, Derbyrevanchen.

Confidence med Ken Ecce er forhåndsfavorit til sejren i Grand Circle Championatet søndag i Aalborg. Foto: Kim Gudmand

En kort opsummering vil derfor vise, at Confidence så at sige ”fører på points” forud for årets sidste løb for årgangen, når Grand Circle-championatet afvikles i Aalborg. Og med identiske betingelser fra Aalborg Store Pris i forhold til bane, distance og fint startspor bliver Confidence da også løbets formodede favorit.

Men der bliver givet kamp om titlen og de 215.000 kr., der følger med sejren. Champions Peak, Cuba Libre Ice, Chock Nock og Casino Gardenia ligner de primære udfordrere til favoritten, men generelt tegner hovedbegivenheden til at blive både spændende og seværdigt.

Også de treårige heste skal i ilden i løbet af en interessant løbsdag i Aalborg. Det sker via i alt fire indledende kvalifikationer til finale i Dansk Avlsløb 2018, men hvor kun en del af den etablerede årgangstop stiller til start. Derved vil nederlag til Dicte Skovsende hhv. Daisy Hill blandt hopperne og Donatello Garbo hhv. Dumbo blandt hingstene blive betragtet som store overraskelser.

Suppleret med fine rammeløb i de respektive ligaer er der god grund til at kigge til det nordjyske den sidste søndag i efterårsferien.